Danmarks Søfart og Søhandel
fra de ældste tider til vore dage

Ill STYRMANDSKUNSTENS UDVIKLING 311 nama«-Bog i en Redaktion fra c. 1240, der kendes fra en c. 100 Aar yngre Afskrift, »Hauksbogen«. Heri siges det om den norske Viking Floke Vilgerdson, at han udrustede sig til at opsøge »Sneland« (Is- land) og i den Anledning skaffede sig tre Ravne og blotede dem (d. v. s. indviede dem til Guderne, uden at dræbe dem); »de skulde vise ham Vej, thi da havde Havsejlingsmænd ingen Ledesten i den Tid i Nord- landenes »Ledesten«-leidarstein, (smign. engelsk loadstone, lodestone) var Nordboernes Navn for Magneten. Det fremgaar altsaa heraf, at ved Aar 1240 var Brugen af »Ledestenen« endnu forholdsvis ny, siden Forfatteren finder Grund til at indskyde denne Forklaring. Alt i alt er det ikke meget, der kan faas ud af den oldnordiske Litte- ratur til Oplysning om Vikingetidens Styrmandskunst, men dog nok til, at vi kan danne os en nogenlunde klar Forestilling derom. De gamle Nordboer delte Horisonten i otte »Ætter«: Nord, Syd, Øst og Vest, og imellem dem »Landnord« (NØ), »Landsyd« (SØ), »Ud- syd« (SV) og »Udnord« (NV); disse sidste Betegnelser er tydelig nok opstaaet i Vestnorge, men bevaredes ogsaa paa Island, hvor de jo ikke havde nogen Mening. Herved fik man altsaa en Ottedeling af Hori- sonten svarende til de gamle Grækeres; men medens de sidste opkaldte Retningerne efter Vindene, opkaldte Nordboerne omvendt Vindene efter Retningerne: Norden-, Sønden-, Østen- og Vestenvind, Land- nørding, Landsønning, Udsønning og Udnørding. Af og til fore- kommer dog Sekstendelingen, f. Eks. »Midten mellem Øst og Landsyd«. Til Bestemmelsen af Retningen i rum Sø havde de intet andet Middel end Iagttagelse af Solen og Stjernerne, især Polarstjernen, »Ledestjernen«, som de kaldte den. I overtrukket Vejr maatte man sejle paa Lykke og Fromme; som det hedder i »Flatøbogen«: »Men da holdt Medbøren op, og det blev Nordenvind og Taage, og de vidste ikke, hvorhen de fore, og saaledes gik det i mange Halvdøgn; efter det saa de Sol og kunde dele Ætter (□: bestemme Verdenshjørnerne).« Naar man i længere Tid havde tumlet om paa det aabne Hav uden at vide, hvor man var, sagdes det, at man var blevet »hawild«, og vi har i Sagaerne Beretninger om, at Skibe har flakket om i Maaneder uden at kunne finde sig til Rette. Lejlighedsvis kunde de under saa- danne Omstændigheder faa lidt Vejledning ved Tilsynekomsten af