Danmarks Søfart og Søhandel
fra de ældste tider til vore dage
År: 1919
Serie: Danmarks Søfart og Søhandel II Bind
Forlag: Nyt Nordisk Forlag
Sted: København
Sider: 790
UDK: 382
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
312 JOHS. KNUDSEN III
visse Arter af Fugle, Hvaler o. lign, eller af Is og maaske af Vandets
Temperatur eller Farve.
Afstanden fra Land angaves ved Kystfart mest i almindelige Ud-
tryk, f. Eks.: »de holdt Syd paa med Landet, saaledes at Søen (□: Kim-
mingen) var midt i Lierne (Fjældsiderne), men stundom vandede
Landet (d. v. s. sank helt ned under Kimmingen).« Som Maaleenhed
brugtes ellers en »Uge Søs«, hvad vistnok betegner en »Rotørn« for det
ene Hold af Mandskabet, hvorefter det afløstes; i Længdemaal svarer
en »Uge Søs« omtrent til 4—5 Kvartmil. Større Strækninger angives
i* »Tylfter«, d. v. s. 12 »Uger Søs«. Meget hyppig angives lange Di-
stancer i »Døgr« (Halvdøgn) å 12 Timer eller i »Nætter« (Etmaal); 8
»Døgr« bliver altsaa = 4 »Nætter«. Det betegnes derved, hvor lang
Tid en bestemt Rejse gennemsnitlig tager. I gunstige Tilfælde har
Farten kunnet bringes op til en 10 Knob, men var dog sædvanligvis
betydelig mindre.
Der foreligger intet som helst om, at de gamle Nordboer skulde
have forstaaet at tage Højdeobservationer af Solen eller Stjernerne i
rum Sø; først fra c. 1300 vides de at have kunnet udføre primitive
Maalinger af Solens Middagshøjde til Lands. Skulde saadanne Obser-
vationer have haft nogen nautisk Betydning for dem, maatte de have
kunnet udføres med ret stor Nøjagtighed om Bord og kunnet jævn-
føres med tilsvarende fra de Kyster, hvorimellem de sejlede; men som
sagt, derom vides der ikke det mindste. Adskillige Udtryk i Sagaerne
vidner dog om, at de var i Stand til i grove Træk at danne sig en Fore-
stilling om Bredden ved en skønsmæssig Iagttagelse af Himmellege-
merne.
Det er sikkert, at Vikingeskibene kunde sejle med halv Vind, der-
imod næppe bi-de-Vind, i alt Fald ikke saa meget, at det kunde betale
sig at krysse, især da de ikke kunde gaa over Stag, men maatte halse
rundt, naar der skulde gøres et Slag. Derfor ventede Skibene hellere
i dage-, uge-, ja maanedsvis paa gunstig Vind og klar Himmel end de
sejlede ud paa det uvisse. Fra Oktober til April var Skibsfarten stand-
set; paa Island var det fastsat ved Lov, at intet Købmandsskib maatte
løbe ud senere end Mariemesse (8. September).
Ved Udforskningen af ukendte Egne foretrak Vikingerne natur-