Danmarks Søfart og Søhandel
fra de ældste tider til vore dage

Ill STYRMANDSKUNSTENS UDVIKLING 313 ligvis Kystsejlads, naar den var mulig; men saa snart der var indvundet Kundskab om Kurser og Distancer, tøvede de ikke med at sejle tværs over Havet. Selvfølgelig dannede der sig da snart en Række paa mundt- lig Tradition støttede Sejladsanvisninger for de vigtigste Ruter, som i grove Træk angav Vejens Længde og Retning. Af disse er enkelte opbevarede i den gamle Litteratur, først og fremmest »Hauksbogen«s Forskrift for Sejladsen fra Norge til Grønland: »Fra Hernum (Hennø i Nordhordland) i Norge sejl lige i Vester til Hvarf (Kap Farvel) i Grønland, og er da sejlet Norden for Hjaltland (Shetland), dog saa- ledes, at du kan lige netop se det i klart Vejr, men Sønden for Fær- øerne, saaledes at Søen er i Midten af Lierne, og saaledes Sønden for Island, at man deraf har Fugl og Hval.« Ligeledes forklarer »Land- namsbogen« den gamle Vej, der efter sin Opdager Erik den Røde kald- tes »Eriksstævnen«, fra Island til Bygderne i Grønland: fra Snefjælds- næs mod Vest, indtil man fik »Midjøkel« i Sigte, derfra videre mod Sydvest langs Drivisen og forbi Kap Farvel. I den islandske Bear- bejdelse (fra c. 1300) af den latinske Olaf Trygvasons Saga hedder det: »Saa sige kyndige Mænd, at fra Stadt i Norge er der syv Halvdøgns Sejling til Horn paa Islands Østkyst, men fra Snefjældsnæs, hvorfra Vejen er kortest til Grønland, er der over Havet fire Halvdøgns Sejling ret i Vester. Det siges og, at naar man farer fra Bergen til Hvarf i Grøn- land, da mon der være sejlet en Tylft Sønden for Island. Fra Reykja- næs i det sydlige Island er fem Halvdøgns Hav til Jolduhlaup i Irland mod Sønder, men fra Langenæs i det nordlige Island er der fire Halv- døgns Sejling mod Nord til Svalbarden i Havbugten (hvad hermed menes, er usikkert).« I al deres Knaphed er disse de ældste Kursforskrifter for Sejlads over Atlanterhavet; men at disse eller andre lignende skulde have fore- ligget i særskilte »Lodsbøger« til speciel Brug for Sømændene, er der dog næppe Grund til at antage. Af største Vigtighed for Navigeringen var det, at der var Folk med om Bord, som havde gjort Rejsen før og kendte de paagældende Far- vande og Kyster. Navigeringen var altsaa baseret paa Lods-Systemet, og dette maa have naaet en høj Grad af Fuldkommenhed. Lodsen maatte først være hjemme i almindeligt Sømandsskab, dernæst have