316
JOHS. KNUDSEN
III
skab kendt baade i Middelhavet og de nord- og vesteuropæiske Have
og praktisk anvendt i Nautikken.
Heller ikke kan vi sige, hvor langt denne Anvendelse rækker til-
bage i Tiden forud. Men i Betragtning af den Kendsgerning, at Kil-
derne ikke mæler et Ord om Kompasset før c. 1200, men at der fra
dette Tidspunkt pludselig fremkommer en Række Meddelelser hos
forskellige Forfattere af forskellige Nationaliteter, synes det rime-
ligt at slutte, at Kompassets Anvendelse i Skibsfarten ikke kan rykkes
længere tilbage end højst til Tiden c. 1150. I Waces »Roman de Brut«,
et fransk Digt fra c. 1150, som bl. a. skildrer alle Enkeltheder i Skibs-
føringen og Navigationen, udtrykkes Styrmandskunstens Kvintessens
saaledes: »De (d. e. Sømændene)
96. Det primitive »Flydekompas« (italiensk: cala-
mita), en magnetiseret Jærnnaal stukket i et Stykke
Siv. Rekonstruktion.
(A. Schück: Der Kompass, 1911.)
iagttager Vinden og Stjernerne, de
fører Sejl efter Vindstyrken«, hvori
der altsaa ikke er Tale om Magnet-
naalens Nordvisning.
Den vistnok ældste Omtale af
Kompasset i primitiv Form findes i to Skrifter af Englænderen
Alexander Neckam, der var Professor i Paris 1180—87 og døde 1217.
Det ene Sted siger han, at naar det er Taage eller usigtbart Vejr
og Sømændene ikke ved, i hvad Retning de skal styre Skibet, saa
lægger de Naalen paa Magneten (for at magnetisere den), og den
drejer sig rundt i Kres, indtil Spidsen, efter at Bevægelsen er hørt
op, peger mod Nord. Den nærmere Indretning af Apparatet frem-
gaar jo ikke heraf, og de Lærde er derfor uenige, om der menes
et »Flydekompas« eller et »Hængekompas«; maaske det dog snarest
er det sidste. Det andet Sted, hvor Neckam omtaler Kompasset,
er endnu mere uklart, muligvis fordi der har indsneget sig Afskriver-
fejl; men i alt Fald drejer det sig om et lignende Hjælpemiddel for
Sømanden.
Tydeligere end Neckams er den Beskrivelse, som findes i et fransk
Digt af Guiot de Provins (i Champagne) med Titlen »La Bible« (Bibelen),
som ikke kan være skrevet før tidligst 1205; heri siges det, at Sømæn-
dene til at orientere sig bruger en Naal, som de berører med en styg
mørkagtig Sten og derpaa lægger (eller stikker) i et Stykke Straa; saa