Ill
STYRMANDSKUNSTENS UDVIKLING
317
lægger de den i Vandet (o: en Skaal med Vand), og Straaet bærer den
oppe, og Spidsen drejer sig da mod Stjernen (□: Polarstjernen). Naar
Natten er mørk og taaget, saa man hverken kan se Stjernen eller Maanen,
tænder de Lys ved Naalen, og saa nærer de ingen Frygt for at forvilde
sig. Her er der altsaa tydelig Tale om et »Flydekompas«.
Paa ganske lignende Maade skildres Instrumentet i et sandsynligvis
lidt senere fransk Digt, kun at der som Flyder bruges et Stykke Kork,
97. Pierre de Maricourts »Flydekompas« 1269.
Rekonstruktion af T. Bertelli (1868). (A. Schück:
Der Kompass, 1911).
98. Pierre de Maricourts »Flydekompas« 1269.
Rekonstruktion af P. Gasser (1558). Laaget af
Træ-Æsken set ovenfra, dog er Magnetstenen
tegnet synlig. Ortus = 0, Meridies = S, Occa-
sus = V, Septentrio = N; Regula etc. = Lineal
med lodrette Stifter; Polus lapidis = Stenens Pol.
(A. Schück: Der Kompass, 1911.)
ikke et Straa, og det tilføjes, at Sømændene, der sejler til Frisland,
Grækenland, Acre (i Palæstina) eller Venezia, bruger Polarstjernen
som Vejviser, eller, naar den ikke er synlig, Magnetnaalen.
Fra c. 1240 stammer den tidligere nævnte Tilføjelse af Styrmer
i »Landnamsbogen«, som viser, at paa dette Tidspunkt var Magnetens
Nordvisning kendt af Islandsfarerne (jfr. S. 311).
Den første udførlige Omtale af Kompasset og dets Brug findes i
Pierre de Maricourts ovennævnte Brev af 1269. Han gør heri først
Rede for Magnetstenens fysiske Egenskaber og beskriver derpaa de
Instrumenter, som kan laves ved Hjælp af den. Det første er indrettet
saaledes: Man tager en rund Magnetsten, bestemmer dens Poler og
hugger eller sliber den af mellem Polerne, saa den faar Form af en oval