STYRMANDSKUNSTENS UDVIKLING
120. Maanetavle til Beregning af Tidevandet.
(Laur. Benedicht: Søkartet, 1568.)
Dernæst kommer »en vis Maade til at vide, under hvad Horisont
man er«, altsaa til at udfinde Bredden. Da »Søkartet« jo imidlertid,
som før nævnt, ikke opgiver en eneste Bredde, er dette Stykke for saa
vidt uden Sammenhæng med Bogen; at det alligevel er taget med,
er aabenbart en Indrømmelse til den nye Tid, der var i Frembrud
paa Navigationens Omraade. »At have et vist Kundskab paa den Po-
lus« (□: sikker Kundskab om Pol-
højden), siger »Søkartet«, »er saare
nyttelig for dennem, som vil sejle
vestvart; thi formedelst den kan
man vide, hvor langt man er syd-
værts eller nordværts. Det er vel
sket udi fordums Tid, at der er
sejlet Skibe til Lissabon og Ante-
lusien (Andalusien), og er sejlet
Spanien og Lissabon forbi og den
Cape til Vincent, og er sejlet til
den Kyst af Barbarien (Marokko),
førend de saa Landet..... Men
havde Styrmændene vidst samme
Kunst, de havde ikke saa langt
faret vild«.
De »Kunster, hvormed Styr-
mændene og Piloterne plejer at be-
hjælpe dem med udi Vestersøen« (Atlanterhavet) til at finde Bredde-
graden, er: Gradbogen (□: Jacobsstaven), Kvadranten og Paskortet.
»Naar det er klart Vejr, og Stjernerne eller Solen skinner, da kan man
bruge Kvadranten eller Gradbogen, der maa (o; kan) man maale med,
hvor højt den Polus han er, det er det Centrum, som den Stjerne, den
man kalder Leydingen (□: Polarstjernen), gaar trindt omkring; og
samme Polus kan man ikke se, uden formedelst Leydingen kan man
vide, hvor den rette Polus er. Det skal man forfare formedelst visse
Instrumenter eller andre visse Stjerner, hvor langt de er enten oven
eller neden for samme Polus. Men naar Leydingen og samme Polus
staar ret midt udi det Vaterpas, da er det bedst at maale; men er han
24*