Danmarks Søfart og Søhandel
fra de ældste tider til vore dage

År: 1919

Serie: Danmarks Søfart og Søhandel II Bind

Forlag: Nyt Nordisk Forlag

Sted: København

Sider: 790

UDK: 382

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 808 Forrige Næste
386 JOHS. KNUDSEN: STYRMANDSKUNSTEN III drager til at kaste Lys over Navigationen, fortjener den dog at tages med her, dels fordi den skriver sig fra ingen ringere end Biskop Peder Palladius, og dels fordi den giver et saa livligt, anskueligt og malende Billede af den omtalte Tur med dens Genvordigheder. Den findes i Indledningen til Palladius's Skrift »St. Peders Skib« (1553), som er tilegnet Herluf Trolle, og lyder saaledes: »Derfor drages mig vel til Minde, hvad Havsnød vi vare udi nu idag 10 Aar (o: St. Hansdag 1543), Eders salige Fader, ærlig og velbyrdig Mand og stræng Ridder Herr Jacob Trolle, I og jeg, der vi vare til Skibs paa Bælt tilhobe, fra 8 Slet Formiddag til 6 Slet Eftermiddag, under Guds Vejrlig, Regn, Lynild, Torden, Storm og Blæst den gan- ske Dag igennem, der Gud maatte sig over forbarme, saa at Pumpen blev uklar, og de tre Takler, som vare til Vejrs, bruste (□: brast) over tvært og knuppe (knækkede) isønder, som man havde skudt tre Ar- byster (Armbrøster) udaf, og Sejlet ud for Borde paa den anden Side, og nogle af vore Karle med, som vi droge ind igen med Sejlet. Og maatte vi saa fare for Vind og Vove, til vi komme i smult Vand imel- lem Korsør og Skelskør, og maatte der kaste Anker ud og ligge og bøde Takkel og Tov igen, ikke længer fra Landet, end som man kunde kaste med en Sten, og vi kunde ikke alligevel naa Landet, uden vi vilde have sat Skibet der, ikke uden vort Livs større Fare. Hvorfor vi maatte til Søs igen hen ud imod Sproffue (Sprogø) og siden tit og ofte lovere, før end vi af Guds Naade kunde naa ind til Korsør om Aftenen i saa Maade, at der var ikke en tør Traad paa os. Enddog, min fromme Herluf, mange andre have været udi større Havsnød og Livsfare, end vi vare paa den Dag, som ogsaa den hellige Profet Jonas, ja Vorherres Apostler, dog var dette ikke en ringe Fare paa Bælt, der haver mangen fra sin Davre vælt (d. v. s. skilt ham af med sin Davre!), som man siger, og jeg derfore kan ikke forglemme den Dag, men med idelige Taksigelse bekende Guds Naade og Mi- skundhed, som redder og frier dem, som hannem kalde paa, ogsaa i Havsnød«.