Ill
POUL HEEGAARD: NAUTISK ASTRONOMI
387
Den nautiske Astronomis Udvikling.
De første Spirer,
Floderne, Søerne og Havene har siden de ældste Tider haft en
dragende Magt over de Mennesker, som boede ved deres Bredder. Det
skal ikke her være vor Opgave at følge, hvorledes det rent teknisk set
blev muligt med større og større Sikkerhed at færdes ud over Vandenes
Overflade, men vi skal se, hvorledes man efterhaanden lærte, med Stjer-
nerne som Vejvisere, at finde frem paa Farten, — med andre Ord, hvor-
ledes den nautiske Astronomi har udviklet sig.
Saa længe den søfarende færdedes paa et saa begrænset Omraade,
at han ikke tabte kendte Punkter paa Kysten af Syne, kunde hans Navi-
gationskunst indskrænke sig til, at han indsamlede Erfaringer om
Vind og Strøm, Grunde og Skær, Anløbspladser o. 1. Fønikernes Styr-
mandskunst udviklede sig fra Begyndelsen netop som en saadan Kyst-
sejladsens terrestriske Navigation. Man faar et
Indtryk af det høje Standpunkt, som Organisationen af en saadan Sej-
lads var naaet til i Oldtiden, naar man gennemlæser een af de opbeva-
rede »Stadiefortegnelser« for Sejlads rundt langs Middelhavets Ky-
ster med deres nøjagtige Beskrivelser af Anlægspladser o. s. v. Blot
et Sted i Flæng:
Ȥ 100. Fra Sabratha til Lokroi er 300 Stadier. Det er en Landsby
og over den er et højt Kastel.
§ 101. Fra Lokroi til Zeucharis er 300 Stadier. Kastellet har en
Taarnmur. Der er en fortræffelig Havn.«
Men Forholdene krævede efterhaanden, at man — selv om det
kun var for en kortere Tid — maatte sætte Kursen ud over det aabne
Hav for at naa andre Kyster. Læser vi Beskrivelsen af Paulus' Sørejse
til Italien i »Apostlenes Gerninger« 27de Kapitel, føler vi levende den
trykkende Følelse, der maatte bemægtige sig den sejlende, naar Ski-
bet drev om paa de oprørte Bølger, efter at det faste Land var tabt
af Syne: »Men da hverken Sol eller Stjerner lode sig se i flere Dage,
og vi havde et Uvejr over os, som ikke var ringe, blev fra nu af alt Haab
om Redning os betaget« (V. 20).
25