125. Stjernebillederne den store
og den lille Bjørn.
Ill NAUTISK ASTRONOMI 389
syn til Verdenshjørnernes Beliggenhed. Stjernehimmelen har for ham
været, hvad Kompasrosen er for den moderne Styrmand, uden at han
dog har opereret med den Nøjagtighed i Kursangivelse, som Nutidens
Streginddeling forudsætter. I de ældste Tider har man sikkert holdt
sig til de fire Verdenshjørner, som man
har opfattet med en saadan bred Om-
trentlighed, at man har kunnet sige, at
Solen om Morgenen stod i Øst, midt paa
Dagen i Syd og om Aftenen i Vest. Senere
er man ved Indskydning af de mellem-
liggende Retninger gaaet over til otte
Hovedretninger, hvad det ottekantede Vin-
denes Tempel i Athen bærer Vidne om.
Aristoteles har villet indføre en Tolvdeling,
men denne trængte næppe igennem i
Praksis. Plinius betegner den som »ratio
nimis sublimis« d. v. s. som altfor nøj-
agtig, — ganske som i vore Dage en
Søulk brummer, naar man vil erstatte
Streginddelingen med den matematisk set
langt rationellere Gradinddeling. — End
Vitruv's Forslag om en Fireogtyvedeling trængt ind i Praksis.
Himlens Nordpol.
Om Dagen kunde man ganske groft orientere sig ved Solen. Om
Natten kunde Stjernerne paa Nordhimmelen yde en lignende Tjeneste,
som nævnt i det citerede Stykke af Odysseen. Samme Tanke udtryk-
ker en Verslinie hos Ovid:
Nunc gelidus sicca Boreas bacchatur ab Arcto
d. v. s. Snart fremraser den iskolde Nordenvind fra den tørre Bjørn.
Ældst kendt har Stjernebilledet den store Bjørn været — det, hvis syv
klareste Stjerner danner »Karlsvognen«. Det omtales bl. a. i Odysseen
og i Hjobs Bog. Man maatte snart blive klar over, at den store Bjørn
stadig kreser rundt om et fast Punkt oppe paa Himmelen lige i Nord,
mindre er