390
POUL HEEG AARD
III
Himmelens Nordpol, uden at den, som de fleste andre Stjerne-
billeder, dukker op af Havet i den østlige Del af Horisonten for at
synke ned i den vestlige. Senere fæstede man Opmærksomheden paa
en anden Gruppe Stjerner, der var som en mindre og svagere lysende
Gengivelse af den første, og som drejer sig i en mindre Kres. Man
kaldte det den lille Bjørn. Strabo siger om det: »Først efter at
Fønikerne havde givet Stjernebilledet den lille Bjørn Navn og benyttet
det ved Skibsfart, kom det til Hellenerne.«
126. Polarstjernen og
»Bjørnenes« Kresen.
Himmelkuglen.
Alle disse Stjernevandringer forenede Thales' Elev Anaksimander
paa genial Maade i et storslaaet, samlet Billede. Han tænkte sig, at
Jorden befandt sig i Midten af en mægtig Kugle-
skal, hvis ene Halvdel hvælvede sig over Jorden,
medens den anden som en Skaal skjultes under
den. Paa denne Himmelkugles Inderside sad
Stjernerne fast som lysende Punkter, og Kugle-
skallen var ophængt i to diametralt modsatte Tap-
per, Himmelpolerne. Om disses Forbin-
delseslinie, Verdensaksen, drejede Himmel-
kuglen sig stadig rundt i samme Retning. Her-
ved fik man en simpel mekanisk Forklaring paa,
at Bjørnene stadig kreser rundt om den syn-
lige Himmelpol, og at de Himmellegermer, der
dukker op af Havet i den østlige Horisont, bevæger sig hen over
Himlen, saa at de kulminerer i Syd og atter gaar ned i den vestlige.
Præcessionen.
I vore Dage staar den Stjerne i den lille Bjørn, som paa Fig. 126 er
betegnet som Polarstjernen, kun omtrent i° fra Himlens Nord-
pol. Dens Kresen er derfor umærkelig for en Betragtning uden In-
strument. Derfor vil Polarstjernen med en for det daglige Liv til-
strækkelig Nøjagtighed vise os, hvor Nord er.
Himmelpolerne indtager imidlertid ikke altid samme Plads mellem
Stjernerne. Dette skyldes et Fænomen, som kaldes Præcessionen