Ill NAUTISK ASTRONOMI 391
og som bevirker, at Polerne i Løbet af omtrent 26,000 Aar hver gennem-
løber sin cirkelformede Bane. Nordpolens er indtegnet paa Fig. 127.
Omkring Aar 3000 f. Kr. har det været a i Dragen, der praktisk talt
har angivet Himmelpolens Beliggenhed. Præcessionsbevægelsen har
imidlertid drejet Himmelkuglen om, saa at nu « i den lille Bjørn staar
oppe paa Himmelen der, hvor for 5000 Aar siden a i Dragen stod. Om-
kring Aar 1000 f. Kr.
var der ingen Stjerne,
der særlig markerede
Himmelpolens Belig-
genhed, men den Stjer-
ne i den lille Bjørn, der
angiver Forskulderens
Plads, stod Polen nær-
mest. Med den Grad
af Omtrentlighed, som
man da slog sig til Ro
med, har denne kunnet
angive Nordretningen,
og det er formodentlig
den, som i Oldtiden
omtales som den »f 0 -
n i k i s k e Stjerne«.
Sammen med Stjernen i Forpoten danner den en Stjernegruppe, som
under Navnene »Vogterne« og »B r 0 d r e n e« har spillet Rolle
i Nautikkens Historie. Det har næppe kunnet undgaa de antikke
Navigatørers Opmærksomhed, at Vogternes Forbindelseslinie i Løbet
af Natten drejede sig rundt, — omtrent som vi nu ser Timeviseren
paa et Ur gøre, men dobbelt saa hurtigt og i modsat Retning. Sand-
synligvis har Vogterne derfor allerede i Oldtiden været benyttet til at
skønne over, hvor stor en Del af Natten, der var forløbet.
Jordens Kugleform.
I Tidens Løb har et andet ejendommeligt Fænomen maattet paa-
tvinge sig Opmærksomheden: Jo længere man sejlede mod Syd, desto
127. Stjernekort, som viser den Bane, Himlens Nordpol gennem-
løber mellem Stjernebillederne paa Grund af Præcessionen.