392 POUL HEEGAARD III
nærmere saa man Himmelpolen ved Horisonten. Sejlede man til-
strækkeligt langt mod Syd i det indiske Ocean forsvandt til sidst Polar-
stjernen i Havet. Plinius beretter, at Søfolkene, naar dette „Punkt var
naaet, slap Fugle løs, som viste Vej mod det nærmeste Land, — som
Ravnene viste Floke Vej til Island.
Lodlinien dannede altsaa en desto større Vinkel med Verdens-
aksen, jo mere man kom mod Syd; men da Lodlinien stadig pegede
vinkelret ned mod Jordoverfladen,
det betyde, at den sidste
krummer. JordensKug-
1 e f o r m skal først være ble-
vet lært af Pythagoræerne,
og den fremsættes som en
fastslaaet Kendsgerning af
Aristoteles (4de Aarh.f.Kr.).
I det 3die Aarh. f. Kr.
bestemte den aleksandrin-
ske Bibliotekar Eratostenes
Jordradien ved føl-
gende Betragtning: Ved
Sommersolhverv faldt i
128. Meridianbuen fra Alexandria til Syene.
Ægyptens sydligste By Syene Solstraalerne ved Middagstid ganske
lodret, mens de længere mod Nord i Aleksandria dannede en
Vinkel paa 760 af 360° med en lodret Stang (fundet ved Maa-
ling af Skyggelængden). Da Solen maatte antages at være saa langt
borte, at Solstraalerne til Syene og Aleksandria kunde betragtes som
parallelle, betød dette, at Jordradierne til de to Steder dannede en Vin-
kel paa 750 af 360°. Afstanden mellem de to Steder regnede han til
5000 Stadier, og Jordens Omkreds blev saaledes 250,000 Stadier. (Da
hans Stadie er 157,5 m er dette omtrent 39'/3 Millioner Meter.)
Geografisk Længde og Bredde,
Dermed havde den videnskabelige Geografi faaet en fast Grund-
vold, og det Spørgsmaal maatte frembyde sig, hvorledes man skulde
angive et Steds Beliggenhed paa Jordoverfladen.
Den Kulturkres, som Talen er om her, var saa nøje knyttet til