Ill NAUTISK ASTRONOMI 395
Fart fra Øst til Vest Syd om Afrika havde Solen paa højre Haand.«
Herodots Tvivl bunder i hans Ukendskab til Jordens Kugleform og
vejer netop stærkt til Gunst for Traditionens Paalidelighed.
De her nævnte Konsekvenser af Jordens Kugleform dannede Grund-
laget for den antikke Oldtids Geografi. Byernes geografi-
ske Bredde bestemte man ved Iagttagelse enten
af Længden af den længste Dag eller af en lod-
ret Stangs Skyggelængde ved Jævndøgns-eller
Solhvervstid.
Lokaltidens Afhængighed af Længden.
Længdeforskellen mellem to Steder paa Jorden, var man
klar over, stod i et simpelt Forhold til Forskellen mellem de
Klokkeslet, der i samme Moment fandtes paa de to Steder. Tænker
vi os nemlig trukket en Meridian PAPi fra Jordens Nordpol gennem
det østligste Sted A til Sydpolen (Fig. 130), vil alle Steder paa denne
have Middag, naar Solen kommer ind i Meridianens Plan forlænget
ud i Verdensrummet. For det vestligere Punkt C vil Middagen først
indtræde senere. Er Vinklen mellem de to Meridianer 724 af 360° =15°,
altsaa Længdeforskellen lige saa stor, da vil Klokkeslettet paa den
østligste Meridian have et Forspring paa 1 Time for Klokkeslettet
paa den anden. I sin Almindelighed vil aabenbart Længdefor-
skellen mellem to Steder paa Jorden (udtrykt i
Grader) være 15 Gange saa stor som Klokkeslet s-
forskellen imellem dem (udtrykt i Timer).
Hovedvanskeligheden ved Længdebestemmelserne i gamle Dage
laa i Opnaaelsen af Klokkesletsobservationer-
nes Samtidighed. Man havde ingen Ure, som taalte lang
Transport, og med hvilke man saa at sige kunde transportere det ene
Steds Tid hen til det andet Sted, og der sammenligne den med den
lokale Tidsangivelse. Man benyttede undertiden som »Signal« et Him-
melfænomen, der viste sig samtidigt for de forskellige Iagttagere paa
Jorden, nemlig Maaneformørkelserne. Men Tidspunk-
terne for disses Begyndelse og Slutning kunde ikke bestemmes synderlig
nøjagtigt, og de faa Længdebestemmelser, der i Oldtiden blev foretaget