396
POUL HEEG A ARD
Ill
efter dette Princip, var derfor meget usikre. I Reglen indskrænkede
man sig til Længdeangivelser, der var baserede paa Afstands-
bestemmelser, som paa Skøn var »gissede« efter
Rejsernes Varighed o. 1.
Den nautiske Astronomi i Oldtid og Middelalder.
Med Ptolemæos fra Aleksandria i det 2det Aarh. e. Kr. naaede den
videnskabelige Fremstilling af Astronomien og Geografien sit foreløbig
Højdepunkt. Han samlede alt i
to store systematiske Værker.
Geografien indeholder bl. a. en
Fortegnelse over ca. 8000 Ste-
ders geografiske Længde og Bred-
de. Vel var de sidste ret usikre
og de første mildest talt misvi-
sende. Men der var dog givet et
Grundlag, hvorpaa senere Tider
kunde bygge videre. For den nau-
tiske Astronomi betød alt dette
dog foreløbig intet. Observations-
instrumenterne var ikke skikkede
til Brug om Bord paa rullende
og duvende Skibe, og Metoderne
fordrede i Reglen længere Tids
yX Ophold paa samme Sted. Endvidere fandtes der ikke saa-
' danne Sømandsskoler, hvor Navigatørerne kunde undervises
i disse for Datidens aandelige Gennemsnitsniveau meget vanskelige
Ting. Det var i Virkeligheden kun et ganske ringe Antal højt bega-
vede Mænd, som havde formaaet at tilegne sig de omtalte videnskabe-
lige Resultater, der ikke blev gjort tilgængelige for Mængden.
Endnu ugunstigere Vækstforhold fik den nautiske Astronomi i
Slutningen af Oldtiden og Begyndelsen af Middelalderen, hvor i Eu-
ropa Kendskabet til den antikke Oldtids Naturkundskab forsvandt i
en næsten utrolig Grad. Kun i den arabiske Kulturkres levede det
videre. Om end denne arabiske Videnskabelighed ikke bragte de store