4O2 POUL HEEGAARD III
vil derfor give en let Bestemmelse af Polhøjden, d. v. s. af den geo-
grafiske Bredde. Men Vanskeligheden laa i at faa at vide, hvor meget
man maatte korrigere Solhøjden paa Grund af, at Solen Aaret igennem
skifter Plads mellem Fiksstjernerne og derfor har en variabel Afstand
fra Himmelens Ækvator, »Deklinationen«. Hvis man blot i en
Almanak for hver Dag havde angivet Solens Deklination ved Middags-
tid, vilde man vide, hvad man skulde subtrahere fra eller addere til
Solhøjden for at faa Ækvatorhøjden.
Nu var Studiet af Soldeklinationens Forandrin-
ger vel gennemarbejdet allerede hos Ptolemæos. Det var fra urgammel
134. Himmelkuglens Cirkler.
21 Dcbm
Syd-lpol
135. Solens aarlige Bevægelse
i Ekliptika.
Tid kendt, at Solens aarlige Vej mellem Fiksstjernerne foregaar i en mod
Himlens Ækvator skraat stillet Cirkel, »E k 1 i p t i k a«, som gaar gen-
nem »Dyrekredsens« tolv Stjernebilleder:
Vædderen, Tyren, Tvillingerne, Krebsen,
Løven, Jomfruen, Vægten, Skorpionen, Skyt-
ten, Stenbukken, Vandmanden og Fiskene. Hvert
Himmeltegn tillagde man en Længde af 712 360° eller 30°.
Paa Himmelgloben Fig. 136 ser vi for oven Ekliptika gaa gennem
Tvillingerne, Krebsen og Løven. Paa den skematiske Tegning Fig.
135 er Himmelkuglen anbragt med Verdensaksen lige op og ned. Den
vandrette Cirkel forestiller Ækvator og den skraa Ekliptika. Paa den
Tid i Oldtiden, da Stedsbestemmelsen i Ekliptika blev nøjagtigere
gennemarbejdet, stod Solen ved Foraars jævndøgn i Begyndelsen af
Vædderens Himmeltegn — i »A r i e s p u n k t e t«. Paa Grund af