Ill NAUTISK ASTRONOMI 413
over Længderne af Korder svarende til Buer af givet Gradantal i en
Cirkel med given Radius. En saadan Tabel findes f. Eks. i Almagest.
Fra Araberne lærte Europa atter den sfæriske Trigonometri sammen
med den øvrige Oldtidsvidenskab. Det arabiske Ord for Korde var
djaib, sandsynligvis en ubehjælpsom lydlig Gengivelse af det indiske
Ord for Korde: jyd: men den ordrette Oversættelse heraf til Latin
var sinus d. v. s. Klædningens Brystfold eller Brystet. Da den matema-
tiske Teknik desuden var undergaaet den Forandring, at man i Stedet
for med Korden selv regnede med det halve af Korden til den dob-
belte Vinkel, fik »sinus« den Betydning som Fig. 141 illustrerer: Naar
AC = i og < CAD = v, betegner sin v Længden af CB. Da < ACD
er Komplementvinkel til v, bliver AD Komplementvinklens sinus,
»complement! sinus«, hvilket blev sammentrukket til cosinus. End-
videre indførte man Betegnelsen »tangens« for tg v = sin v: cosv. Over
disse trigonometriske Funktioner blev der udarbejdet Tabeller, og
efter Logaritmernes Opfindelse i det 17. Aarh. fandt disse
ogsaa snart Anvendelse i den nautiske Astronomi.
Med de her omtalte Betegnelser kan man bestemme t ved Formlen
sin h — sin <p sin J
cos t =-------——
COS cos o
Vil man hellere have en logaritmisk bekvem Formel, kan man f. Eks.
benytte følgende:
tglt = I /sin (45°—2 (y + h —d)) sin (450 — 4 (h + <? —
I sin (f (</ -f-h-H) — 45°) sin (450 — + Ö — h))) '
Naar t er fundet, ved man, hvor stor en Del af en hel Omdrejning,
Buen PH har drejet sig, siden Solen kulminerede ved Middag, og det
er da let at angive Lokalklokkeslettet isand Soltid. Da denne
er noget ujævn, bruger man i Stedet derfor den jævnt fremadskridende
Tid, som almindelige Ure er indrettet til at vise, og som kaldes »M i d-
delsolti d«. Overgangen fra den første til den sidste sker ved Ta-
beller, som er angivet i de nautiske Almanakker. Viser det medbragte
Kronometer »Greenwich-Middelsoltid«, vil det altsaa nu være let at
angive Længden fra Greenwich.