Danmarks Søfart og Søhandel
fra de ældste tider til vore dage

422 E. L. BARFOED III frem ved et færre Antal lange Aarer, naar det blev Vindstille eller i snævert Farvand. Indtil ca. 1350 blev Klædningen bygget paa Klink, hvilket vil sige, at Klædningsplankerne stadig laa over Kanterne paa de nedenfor liggende Planker. (I.S.31). Til Spanter, Stævne og alle Styrke- forbindelser, særlig knæformede Stykker, anvendtes Egetræ, der fandtes i stor Udstrækning, ikke mindst her i Landet. Klædningen var ofte af Fyrretræ fra Norge eller Pommern, hvorfra ogsaa Mastetræerne i Regelen kom. Skibenes Bund og Sider var oftest tjærede, idet Far- verne paa den Tid kun var lidet modstandsdygtige over for den direkte Berøring med Vandet. Skanseklædning, Kasteller og andet opstaaende, der ikke stadigt var i Vand, var derimod ofte malet med livlige Farver, særlig røde, Master og Flagspil paa Krigsskibene endda med forgyldte Ringe og Forsiringer, ligesom mægtige Vimpler og Flag vajede fra alle Toppe og fra Kastellet agter. Skibene havde oftest to Master undertiden tre; i alle Tilfælde var den ene Mast altid anbragt ved Ski- bets halve Længde, og oftest betydelig større end de andre. Masterne havde ofte Mærs paa Toppen, og var forstøttede med Stag og Vant, mellem hvilke sidste Vævlinger dannede Trin op til Mærsene. Medens man i Vikingetiden havde anvendt Bast og undertiden Sæl-, Hval- og Hvalrosskind til Fremstilling af Tove, muliggjorde Anvendelsen af Hamp en langt mere anvendelig og paalidelig Rigning. Ræerne, der var anbragt i Rækker paa Masterne, var indrettede til at hejses op og ned langs Masten særlig af Hensyn til Rebningen af Sejlene, der foretoges paa Dækket ved at rebe den øverste Del af Sejlet til Raaen, i hvilket Øjemed der fandtes to til tre Reb i Sejlet. Ankre med Stok var anbragt paa hver Side af Boven agten for Klys- sene, gennem hvilke de svære Ankertove passerede; undertiden blev lettere Ankre eller Dræg ophængte i et kort Bovspryd, som var anbragt i dette Øjemed, og ikke før efter ca. 1350 anvendtes til Støtte for Sejl- føringen. Pladsen og i det Hele taget Indretningen om Bord var meget spartansk, og selv om man lagde Skibene op om Vinteren, har Sø- mandslivet dog særlig om Efteraaret været overordentlig haardt. Indtil Tiden omkring 1300—1350 var Skibsformen i Almindelighed ens for bægge Ender af Skibet, hvad der naturligvis ikke særligt frem-