Danmarks Søfart og Søhandel
fra de ældste tider til vore dage
År: 1919
Serie: Danmarks Søfart og Søhandel II Bind
Forlag: Nyt Nordisk Forlag
Sted: København
Sider: 790
UDK: 382
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
422 E. L. BARFOED III
frem ved et færre Antal lange Aarer, naar det blev Vindstille eller i
snævert Farvand. Indtil ca. 1350 blev Klædningen bygget paa Klink,
hvilket vil sige, at Klædningsplankerne stadig laa over Kanterne paa de
nedenfor liggende Planker. (I.S.31). Til Spanter, Stævne og alle Styrke-
forbindelser, særlig knæformede Stykker, anvendtes Egetræ, der fandtes
i stor Udstrækning, ikke mindst her i Landet. Klædningen var ofte
af Fyrretræ fra Norge eller Pommern, hvorfra ogsaa Mastetræerne i
Regelen kom. Skibenes Bund og Sider var oftest tjærede, idet Far-
verne paa den Tid kun var lidet modstandsdygtige over for den direkte
Berøring med Vandet. Skanseklædning, Kasteller og andet opstaaende,
der ikke stadigt var i Vand, var derimod ofte malet med livlige Farver,
særlig røde, Master og Flagspil paa Krigsskibene endda med forgyldte
Ringe og Forsiringer, ligesom mægtige Vimpler og Flag vajede fra
alle Toppe og fra Kastellet agter. Skibene havde oftest to Master
undertiden tre; i alle Tilfælde var den ene Mast altid anbragt ved Ski-
bets halve Længde, og oftest betydelig større end de andre. Masterne
havde ofte Mærs paa Toppen, og var forstøttede med Stag og Vant,
mellem hvilke sidste Vævlinger dannede Trin op til Mærsene.
Medens man i Vikingetiden havde anvendt Bast og undertiden
Sæl-, Hval- og Hvalrosskind til Fremstilling af Tove, muliggjorde
Anvendelsen af Hamp en langt mere anvendelig og paalidelig Rigning.
Ræerne, der var anbragt i Rækker paa Masterne, var indrettede
til at hejses op og ned langs Masten særlig af Hensyn til Rebningen
af Sejlene, der foretoges paa Dækket ved at rebe den øverste Del af
Sejlet til Raaen, i hvilket Øjemed der fandtes to til tre Reb i Sejlet.
Ankre med Stok var anbragt paa hver Side af Boven agten for Klys-
sene, gennem hvilke de svære Ankertove passerede; undertiden blev
lettere Ankre eller Dræg ophængte i et kort Bovspryd, som var anbragt
i dette Øjemed, og ikke før efter ca. 1350 anvendtes til Støtte for Sejl-
føringen.
Pladsen og i det Hele taget Indretningen om Bord var meget
spartansk, og selv om man lagde Skibene op om Vinteren, har Sø-
mandslivet dog særlig om Efteraaret været overordentlig haardt.
Indtil Tiden omkring 1300—1350 var Skibsformen i Almindelighed
ens for bægge Ender af Skibet, hvad der naturligvis ikke særligt frem-