Danmarks Søfart og Søhandel
fra de ældste tider til vore dage

Ill SØOPMAALING OG SØKORT 477 det firedes da ned, eller ogsaa blev Farten mindsket saa meget som mu- ligt, og Loddet blev da hevet ud forude i Skibet, og Lodlinien, der i Forvejen var vist klar af alting uden paa Skibet, gik hen til Agter- enden af dette, hvor en Mand stod og passede, at Linen var helt tot, naar Skibet passerede hen over det Sted paa Bunden, hvor Loddet laa, altsaa naar Linen var lodret. Var Dybderne store, blev Linen, der benyttedes, imidlertid saa tung, at Manden agterude ikke kunde løfte den Del af Linen, der var ude, og han kunde derfor ikke afgøre, om den var halt tot. Man benyttede da en lufttæt Pose, der med en Slags Klemme var fastgjort paa Lodlinen og paa denne anbragt saa nær ved Loddet, at man var sikker paa, at Afstanden mellem Loddet og Posen var mindre end Dybden paa Stedet (Fig. 161). Klemmen var indrettet saaledes, at Loddet kunde trække Linen igennem den, saa at Posen hele Tiden blev liggende paa Havets Overflade. Naar Lod- det naaede Bunden, blev der ikke trukket mere Line igennem Klem- men, og denne klemte saa fast om Lodlinen, at Vægten af den Del af Linen, der var under Vandet, ikke var tilstrækkelig til at trække mere Line igennem Klemmen, og som Følge heraf maatte Lodlinen mellem Loddet og Posen staa tot. Naar man nu halte Linen ind, for- hindrede Klemmen, at Posen kunde løbe ned ad Linen, og det Sted, hvor Posen sad, angav da Dybden. Indhivningen af Linen var meget besværlig, thi selv om man kun havde ringe Fart paa Skibet, maatte der som Regel en halv Snes Mand til at hale Loddet ind. Denne Ulempe var naturligvis ikke alene til Stede i Opmaalings- skibe, men føltes maaske endnu mere i almindelige Skibe, hvor man ved Lodning paa dybt Vand i Regelen maatte benytte hele Mandskabet, hvilket ofte gav Anledning til, at man negligerede Lodningen, hvor denne egentlig var nødvendig, med heraf følgende Usikkerhed for Be- sætning, Skib og Ladning. Det var derfor et stort Fremskridt, da Eng- lænderen Sir William Thomson (Lord Kelvin) fandt paa at benytte Vandets Tryk til at angive Dybden og paa Basis af dette Princip kon- struerede den første Dybdemaaler, der kunde benyttes paa store Dyb- der, selv om Skibet løb betydelig Fart, og som tillige havde den store Fordel, at den kun behøvede to til tre Mand til Betjeningen. Thomsons Loddeapparat bestod i et tyndt Glasrør, der var lukket i den ene Ende.