Danmarks Søfart og Søhandel
fra de ældste tider til vore dage

6o8 C. BLOCH V meget for Afmærkningen med »Fyr og Tønder« for, som han skrev, at den søfarende Mand kunde finde sin Vej fra Skagen til Falsterbo. Han gav i Aaret 1560 Ordre til Udlægning af Tønder ved Skagens Rev, Læsø Trindel, Falsterbo-Rev samt en Tønde til i Sundet, for- mentlig Kronetønden for Enden af Refshalen. Hermed vilde de far- ligste Steder for den gennemgaaende Trafik mellem Skagen og Falsterbo være afmærket. Skagens Rev med Fyr paa Grenen og Tønde for Enden af Revet; Læsø Trindel med Tønde, Anholt Østpynt med Fyr; Kulien med Fyr og endelig Løbene over »Grundene« i Sundet med Tønder ved Refshalen, Kastrup Knæ, Dragør Sandrev og Middelgrunden. Det synes maaske mærkeligt, at Anholt Knob ikke blev afmærket, men Grunden hertil var, at Knoben paa den Tid var over Vandet og ret synlig. Om Tønderne ved man fra Brevene, at det var store Tønder, godt beslaaede og »forvarede« med Jærnbaand og forankrede ved Jærn- kæder. De skulde udlægges om Foraaret og inddrages om Efteraaret. Foraaret 1561 blev Tønderne udlagt, men det gik med Tønderne som med Fyrene, at de blev meget daarligt passede, i ethvert Tilfælde for de Tønders Vedkommende, der laa ude i de aabne Farvande; de var meget ofte fra Plads. Mod Udlægning af Tønden paa Skagens Rev protesterede Lensmanden paa Aalborghus med den Motivering, at den søfarende Mand havde meddelt ham, at den ingen Nytte var til; han fik dog fornyet Ordre til at lægge den ud. Den forsvandt imid- lertid hurtigt, og der høres ikke noget om den før 1838, da en Vager for bestandig indtager Pladsen for Enden af Revet. Tønden paa Læsø- Trindel har heller ikke været paa Plads til Stadighed, skønt det ikke mangler paa Paamindelser om at faa den passet ordentligt. Saaledes skriver Kongen i April 1564 til Kapitlet i Viborg: »vor synderlige Gunst tilforn. Vi bede Eder og ville, at I lade have flittig Tilsyn med den Tønde, som lagt er paa Trindelen, og bestille en tro og vis Karl paa Læsø som altid varer paa, at den af Storm og Uvejr ikke fordrives af sit rette Sted, og dersom I formærke at samme Tønde driver afsted, at I da den straks igen uden al Forsømmelse lade lægge paa det Sted, som hun blev af- dreven, saa den søfarende Mand derover ikke skal komme udi Skade. Dermed sker vor Villie; thi tager der ingen Forsømmelse for, saafremt