Danmarks Søfart og Søhandel
fra de ældste tider til vore dage

6io C. BLOCH N ikke havde noget imod en lille Stranding, saa den saa med skæve Øjne til de Foranstaltninger, der blev trufne for at hindre dem. Saa sent som i 1802 skriver Løwenørn i et Brev til en Mand paa Læsø, som han vil have til at passe nogle Vagere: »Mulig at Læsøerne i Almindelighed ikke vil finde Behag i denne Foranstaltning saasom den sandsynligvis vil være til Vejledning for de søfarende og mulig forebygge Strandinger.« Som flydende Sømærker havde man hidtil anvendt Tønder. Naar en saadan, som Tilfældet var i Kattegat og ved Falsterbo, skulde kunne ses paa lang Afstand, maatte den være af ret anselige Dimensioner, solidt bygget og godt forankret. Det har derfor været et stort Arbejde at udlægge og inddrage saadanne Tønder med det dengang til Raadig- hed staaende Fartøjsmateriel, hvilket vel nærmest har været Grunden til, at Sømærkerne ikke altid var paa Plads. I 1802 hjembragte det danske Kadetskib nogle russiske Sømærker. De bestod væsentlig af en lang Stage, om hvilken der var anbragt en Flyder for at give Stagen tilstrækkelig Opdrift. Ved at fastgøre en Kædefortøjning i Stagens nedre Ende, bragtes den til at staa lodret i Vandet. Et saadant Sømærke var let at haandtere og saas paa Grund af den høje Stage i lang Afstand. Kommandør Løwenørn fik Vagerne til Undersøgelse, og med nogle af ham foreslaaede Forbedringer blev de antaget som Norm for vore Sømærker. Der blev anskaffet det nød- vendige Materiel til Udlægning af 8 Vagere, nemlig 2 ved Trindelen, 4 ved Grundene Øst for Læsø, 1 ved Anholt Knob og 1 ved Dragør Sandrev. Stagen til disse Vagere havde en Højde af indtil 20 Fod over Vandet. Vagervæsenet blev indlagt under Søkortarkivet, hvis Chef Løwenørn var, og fik en særlig Konto paa Arkivets Regnskab. Vagerne blev alle udlagt Sommeren 1805, men blev atter inddraget ved Krigens Begyndelse 1807 °g først atter udlagte 1815 efter at være undergaaet forskellige Forbedringer. I Begyndelsen viste det sig vanskeligt at holde Vagerne paa Plads; i Vinteren 1815—16 drev saaledes Vagerne ved Læsø væk 16 Gange og ved Anholt Knob 6 Gange. Ved at gøre Flyderen hul og ved at forbedre Fortøjningsmaaderne overvandtes lidt efter lidt Vanskelighederne, og i Hovedtrækkene har Nutidens Vagere samme Konstruktion som de russiske fra 1802. Udviklingen gaar herefter fremad med jævn Fart ved Udlægning