Danmarks Søfart og Søhandel
fra de ældste tider til vore dage

683 af Sørøvere. Søfarten gav imidlertid ikke Anledning til særegne Rets- regler undtagen paa ganske enkelte Omraader (f. Eks. den saakaldte lex Rhodia, der beskæftigede sig med havarilignende Forhold), idet den højt udviklede romerske Formueret var fuldt ud tilstrækkelig, og Forholdene i Almindelighed var af mindre indviklet Natur. Om Be- sætningens Interesser var her ikke Tale, da denne altid bestod af Slaver: retløse Individer, og hvis de forskellige til Sejladsen knyttede Inter- esser ikke var forenede i een Person, opløste Forholdet sig til, at Skibs- ejeren paatog sig Udførelsen af Transport for andre: Befragtning i egentlig Forstand, hvilket maatte bedømmes efter de almindelige Reg- ler om Værksleje eller, som det hedder paa Latin locatio conductio op er is. I Middelalderens Begyndelse, hvor Forholdene umiddelbart efter Folkevandringens Afslutning og det vestromerske Riges Undergang var alt andet end sikre, særlig paa Søen, var Ordningen helt forskellig fra den paa Romernes Tid gældende. I Erkendelse af Sætningerne: »Enighed gør stærk« og »Commune naufragium dulce« (d. e. en Ulykke rammer ikke saa haardt, naar den bæres i Fællesskab), blev Interessent- skabstypen den gennemgaaende i Skibsfarten: det var Redere, Købmænd og Besætning, der slog sig sammen, i Almindelighed flere Købmænd, der ved eget Skib og eget Arbejde førte egne Varer over Havet. Fra dette Udviklingsstadium har nu Forholdet ændret sig ned til vore Dage med en stærkere og stærkere Fastslaaen af »Arbejdets Deling«, en stærkere og stærkere Sondring af de tre nævnte Interesser. Man ser først Kapitalister indtræde som »passive« Interessenter med Kapital- indskud, eller hvad man med et moderne Udtryk kalder »Kommandi- tister«. Derefter udskiller Vareejeren sin Interesse fra Skibsejerens derved, at han lejer Skibet af denne og selv lader det føre ved egen Be- sætning (Tingsleje), og endelig udskiller Ladningsejeren fuldstændig sin Interesse fra den direkte Transportvirksomhed ved Afslutningen af en egentlig Fragtkontrakt (Værksleje), hvorved Skibsejeren paatager sig Overførelsen af Varerne som et Arbejdsresultat. Imidlertid ved- bliver Ladningsejeren dog i nogen Tid selv eller ved Fuldmægtig (Supercargo) at ledsage Varerne under Transporten og at deltage i Skibsraadet, naar der indtræffer vanskelige Tilfælde, som kan med-