Danmarks Søfart og Søhandel
fra de ældste tider til vore dage

År: 1919

Serie: Danmarks Søfart og Søhandel II Bind

Forlag: Nyt Nordisk Forlag

Sted: København

Sider: 790

UDK: 382

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 808 Forrige Næste
cm. THORSEN VI Søforsikring. Blandt de økonomisk-tekniske Hjælpemidler, som Søfart og Sø- handel betjener sig af, indtager Søforsikringen en Plads i første Række. Uden Søforsikringen, ved hvis Mellemkomst den med Søtransporter forbundne store og mangeartede økonomiske Risiko væltes fra den en- kelte Person — Købmand eller Reder, eftersom det drejer sig om For- sikring af Varer eller af Skib (Kaskoforsikring) — og over paa en Fler- hed af Personer, vilde Nutidens Kæmpetrafik ad de farefulde Vand- veje næppe være mulig. Paa den anden Side har Handelens og Sø- fartens uhyre Vækst været Forudsætningen for den høje Udvikling, Søforsikringen i vor Tid har naaet. De store Farer, som Skibsfarten navnlig i sine første uudviklede Former mødte, maatte gøre Tanken om at fordele »Risikoen af Søen« paa flere Skuldre nærliggende. Allerede i Oldtiden var der da ogsaa Bestræbelser fremme i saa Henseende. I Indien, i Babylon, i Phøni- kien, i Grækenland og sluttelig i Rom blev det saakaldte Sølaan (foenus nauticum, pecunia trajecticia) stærkt anvendt. I grove Træk var Frem- gangsmaaden ved Sølaansforretningen den, at en Købmand eller Skibs- ejer, der stod i Begreb med at sende Vareladning eller Skib ud paa Søen, optog et Laan i Ladning eller Skib. Laaneformerne kunde vel være forskellige, men altid var det Meningen, at Laangiveren kun havde Krav paa Laanets Tilbagebetaling, — og da med Tillæg af Ren- ter —, hvis Laantagerens Ladning eller Skib velbeholden ankom til Bestemmelsesstedet. Om en Søforsikring i egentlig Forstand er der vel ikke her Tale, — kun om en Risikoafvæltning, ikke tillige om en Risikofordeling —, men der er dog saa mange Lighedspunkter mellem Sølaanet og Søforsikringen, at man i det første med Rette tør se Spiren til den sidste, navnlig efter at Sølaanskontrakterne gennem den romer- ske Søret og senere gennem Middelalderens Søret i Middelhavslandene havde faaet en videre Udformning. Sølaanets Udvikling til egentlig Søforsikring kan antages at være endelig fuldbyrdet i Begyndelsen af det 14. Aarhundrede. De ældste Søforsikringspolicer, man kender,