Danmarks Søfart og Søhandel
fra de ældste tider til vore dage

År: 1919

Serie: Danmarks Søfart og Søhandel II Bind

Forlag: Nyt Nordisk Forlag

Sted: København

Sider: 790

UDK: 382

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 808 Forrige Næste
746 R. R. HAMMER VII bragte to Biskayere, der maatte købe sig løs mod en temmelig stor Pengebøde. Samtidig fik en anden dansk Eskadre under Jørgen Daa Ordre til at krysse mellem Færøerne og Nordlandene. Denne Eskadre opbragte nogle Fiskerskibe og tre Sørøverfartøjer, der solgtes, medens Prisepengene fordeltes mellem bægge Eskadrer. Striden mellem Hollænderne og Englænderne om Retten til Fiske- riet under Spitsbergen blev mere og mere skarp. Men i 1618 kom England, Holland og Danmark overens om at dele Fangstpladserne imellem sig. England tog Broderparten, nemlig Strækningen fra Sydvestpynten til 790 Br., en Strækning paa ca. 170 Sømil, hvor der fandtes flere gode Bugter og Havne, samt den paa ca. 791/2° Br. liggende »Engelske Havn«. Hollænderne fik »Amsterdam Øen« med de gode Ankerpladser »Nordbay« og »Sydbay«. De Danske fik den umiddelbart Syd for Hollændernes Del liggende 0 »Danske Ejland« med den særdeles gode Havn Kobbebay paa 790 42* n. Br., den Havn paa Spitsbergens Vestkyst, som senere blev mest besøgt, dels fordi den i Regelen først bliver isfri, dels fordi der her findes særdeles god Ankerplads med et fortrinligt Vandfyldningssted. Noget senere satte Hamborgerne sig fast tæt Syd for »Danske Ej- land«, i en Bugt paa Fastlandet, medens Biskayerne, som kom bagefter og ogsaa krævede en Havn, maatte lade sig nøje med den, ofte for Is utilgængelige Nordkyst. Man enedes om, at de forskellige Havne skulde staa aabne for alle Nationers Skibe, saafremt de søgte ind for Storm eller Modvind, for at fylde Vand eller for at reparere, men de maatte under ingen Omstændigheder drive Hvalfangst eller andet Fiskeri i en fremmed Havn, hvilket skulde markeres ved, at Harpuner og Redskaber blev taget op af alle Baade. I Danmark tog man kraftig fat for at faa sin Del af Udbyttet. Efter at Gabriel Kruse's Eskadre i 1615 havde søgt at forsvare de danske Interesser ved Spitsbergen, blev den berømte søfarende Jens Munk i 1616 sendt ned til Biskaya for at skaffe duelige Hvalfangere. Han hvervede 18 og førte dem til København, hvor der nu hurtigt dannedes flere Hvalfangerselskaber, hvoraf det ene (det grønlandske Kompagni) fik Eneret til at fange Hvaler under Grønland (Spitsbergen). Det stiftedes i 1617 i København af Borgmester Mikkel Vibe, Raadmand