Danmarks Søfart og Søhandel
fra de ældste tider til vore dage

VII HVALFANGST 749 to Fangstomraader, et »paa høj Bredde« og et »paa lav Bredde«. De, der vilde fange paa høj Bredde, søgte helt op til Spitsbergen og stod derfra ind i Isen, idet de arbejdede sig igennem de yderligste løse Ismasser, til de havde naaet de indenfor liggende store faste Isflager. De fortøjede da ved en saadan og drev, ført af Polarstrømmen, Syd efter, ivrigt spejdende efter Hvaler og Sprøjt fra disse. i Ved Fangsten paa »lav Bredde« søgte de ind i Isen paa ca. 730 Br. (lidt Nord for Jan Mayn) og drev med Isen til henimod Danmark- Strædet mellem Island og Grønland. Længere end til Udgangen af August blev de ikke i Isen med deres gode Villie; men ikke sjældent kom de i »Besæt«, som det kaldes, det vil sige, de blev skruet fast uden at kunne komme hverken frem eller tilbage, saa at de blev ført langt længere Syd paa, end de ønskede og takkede Gud, naar de kom ud af Klemmen, uden at Skibet blev skruet ned i paakommende Storm og Uvejr. Udbyttet af denne Hvalfangst var meget forskellig for de forskel- lige Skibe og meget forskellig fra Aar til andet. Var Skibene heldige, kunde de i Løbet af et Par Maaneder faa fuld Last, var de uheldige, kunde de vende hjem med næsten tomt Skib. Det fortjener at nævnes, at Hvalfangerflaaderne, den engelske som den hollandske og hamborgske, for en stor Del blev rekruteret med Mandskab fra de danske Vesterhavsøer, særlig Romø og Føhr. Hvor afhængig Hollænderne var af dette danske Mandskab, viste sig blandt andet i 1765, idet saa godt som hele den hollandske Hvalfangerflaade i lange Tider maatte ligge sejlklar ved Texel uden at kunne komme til Søs, fordi de danske Harpunere og Fangstmænd laa indesluttet paa Føhr, forhindret fra at komme af Sted ved Storm og Modvind. Englænderne, som med Misundelse havde set det store Udbytte, Hollænderne fik af Hvalfangsten, gjorde sig i Begyndelsen af det 18. Aarhundrede store Anstrengelser for at gøre dem Rangen stridig. Og under Revolutionskrigene i Aarhundredets Slutning blev Englænderne omtrent Eneherskere i de grønlandske Farvande. Dansk-norsk Hvalfangst i det 18, Aarhundrede var til at begynde med ret sparsom, hvorimod dansk Mandskab, som ovenfor nævnt, i udstrakt Grad deltog baade i Englændernes, Hollændernes og Ham-