Danmarks Søfart og Søhandel
fra de ældste tider til vore dage
År: 1919
Serie: Danmarks Søfart og Søhandel II Bind
Forlag: Nyt Nordisk Forlag
Sted: København
Sider: 790
UDK: 382
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
IX
ORDFORKLARINGER
119
Dam, vandfyldt Rum midtskibs i Fiskekvaser
til at holde Fangsten levende i.
Damstille, ganske stille, død-d-stille.
Davit, Kran til at svinge ud fra Skibssiden,
hvori Sidefartøjerne hejses; indkommet fra En-
gelsk, har Ordet til Dels fortrængt det gamle
Jollebom. D. afledes af gi. fransk davier (daviet)
som betyder Hage, Krog af Jærn.
Digte, at gøre tæt, kalfatre.
Dirk, Tov paa Mesan-Bommen agter, som
farer op til Krystoppen og hvormed man »dir-
ker Bommen« d. v. s. løfter dens Yderende op.
Afledes af holl. derrick, en Galge.
Dolhaler, en smækker Ende, der st aar fast
paa Hagen af Giernes svære Underblok til at
hale den ned med, eller paa Overblokken for at
bære den oppe, om Tovet, hvori den hænger,
skulde springe.
Dreje, Udtryk for at en vis Tid forløber: En
Vagt (4 Timer) drejer, Maaneden drejer, Hyren
(Tiden fra hvilken man er forhyret) drejer fra
den og den Dato. — At d. under er i Storm at
lægge Skibet saa tæt til Vinden og for saa smaa
Sejl som muligt.
Dr ej er eb, kaldes de Tov, hvori et Skibs Ræer
tages op eller stryges.
Drive, et Skib driver for sit Anker, naar det
paa Grund af Vind, Sø eller Strøm ikke holdes
af Ankeret, men trækker dette med sig. At d-
et Naad er at slaa Værk ned i Naadet (se der)
og kalfatre det.
Dronningens Kvarter. Mandskabet om Bord i
en Orlogsmand deles i to Hovedafdelinger, hvoraf
den ene har sine Køjer, sine Kistebænke og del- ;
vis sit Arbejde om Styrbord og kaldes Kongens
Kvarter, det andet om Bagbord og kaldes Dron-
ningens Kvarter.
Drøn. Der siges at være D. i et Rofartøj, naar
det, efter at Roningen er hørt op, i længere Tid
vedbliver at skyde over Stævn.
Dug. Et Sejl og et Flag er sammensyet af
forskellige Stykker (Bredder) af Sejldug eller
Flagdug. At duge et Sejl op er at hale det op og
lægge det glat langs Raaen for at beslaa det.
Duve. Et Skib duver, naar det under Sejladsen
bevæger sig efter Længderetningen op og ned
med Forenden. Bliver Bevægelsen, paa Grund
af krab Sø, voldsom, siges det, at Skibet stamper
i Søen.
Dvejl, (holl. dwell) en kort Stang eller Stok
med en i den ene Ende fastsømmet i flere Lag
samlet Bunke Klude til at tørre af med i Baad
og paa Dæk.
Dæk, De ældste Fartøjer havde ingen D. I
Vikingeskibene fandtes der oprindelig kun et lille
D. for og agter, trekantet paa Grund af Skibets
Form, Pligten, I 119. Medens dette Dæk voksede
og blev til Skansen agter og Bakken for, vedblev
i Oldtidens og Middelalderens Fartøjer Laste-
rummet midtskibs at være aabent, saa den Last,
man sejlede med, maatte beskyttes med Presen-
ninger og surres ned. — Efter at man senere i
Handelsskibe havde anbragt et Dække (Dæk)
over Lasten, vedblev man langt ned i Tiden at
have et aabent Rum, Kulen, mellem Bak og Skan-
se. For at lette Forbindelsen mellem disse, blev
der midtskibs anbragt et Overløb, en Løbebro
(se Modellen af »Norske Løve<< I S. 499) eller se-
nere paa hver Side ude i Borde et smalt Sidedæk
Kobryggen, en Betegnelse, der endnu bruges
paa Skibe med glat Dæk, om Strækningen paa
hver Side af de midtskibs staaende Fartøjer.
Oprindelsen til Navnet er omtvistet.
Dæmpe. Man dæmper et Sejl, d. v. s. for-
mindsker Vindens Tryk paa Sejlet, ved at hale
det noget sammen med Dæmpgaardingerne (se
Sejl).
Dørk, det agterste Rum i Lasten egti. »Køl-
rum, hvor Urenlighed samles«, (holl. durk).
Ordet menes at staa i Forbindelse med Dræk,
Skarn.
Embargo. Beslaglæggelse af Skib og mulig
af Ladning (spansk embargar at anholde).
Ende, er om Bord Betegnelsen for et Tov.
Man skyder en Ende op ved at lægge den i Cirkel-
slag inden i hinanden. Yderenden af en E. hed-
der Tampen, den Del af E., der er længst fra
Tampen kaldes Bugten.
Essing, den øverste Kant paa et Rofartøj, sva-
rende til Lønning, Ræling paa større Fartøjer.
Afledes af aas, en Bjælke.
Etmaal, egti. regelmæssig tilbagevendende Tid,
Sømandsbetegnelse for et Døgn. Ordets første
Led afledes af id, igen.
Evert, er et rundgattet, fladbundet Fartøj
med meget fyldigt Forskib, stærkt underløben
Stævn, og een eller to jagtriggede Master (se
d. O.). Dets oprindelige Hjemsted er Nordvest-
tysklands Floder.
Fald. 1) Ved F. forstaar Skibsbyggeren den
Vinkel som opstaaende Tømmer danner med en
vandret liggende Forbindelse, f. Eks. Forstæv-
nens F., den Vinkel Forstævnen danner med Køl-
planken. — 2) F. er om Bord det Tov, hvormed
en Raa, et Sejl eller et Flag hejses: Mersefald,
Klyverfald, Signalfald. Faldrebs-Tov (med eller
uden F-Knobe) tjener som Støtte ved F-trappen
eller -lejderen. — 2) Fald er en Del af en Kom-
mando i Orlogsskibe til at bemande en Baad
Sluproers Fald! er Kommandoen til Sluproerne
at falde i Sluppen, d. v. s. ved Hjælp af Faldtov
at fire sig ned i Fartøjet.
Fange, gribe, tage fat paa; f- ind, -op er at bringe
noget ind og binde det fast. F- en Ugle gør Ror-
gængeren, naar han ligger for højt og faar bak
Sejl, eller Manden ved Aaren, naar han ikke
kan faa den op af Vandet.
Fare, siges om den Retning en Ende har,
f. Eks. Gaardinger farer paa Forkant af Sejlet,
Fart en Endes Retning.