Danmarks Søfart og Søhandel
fra de ældste tider til vore dage

 IX ORDFORKLARINGER 119 Dam, vandfyldt Rum midtskibs i Fiskekvaser til at holde Fangsten levende i. Damstille, ganske stille, død-d-stille. Davit, Kran til at svinge ud fra Skibssiden, hvori Sidefartøjerne hejses; indkommet fra En- gelsk, har Ordet til Dels fortrængt det gamle Jollebom. D. afledes af gi. fransk davier (daviet) som betyder Hage, Krog af Jærn. Digte, at gøre tæt, kalfatre. Dirk, Tov paa Mesan-Bommen agter, som farer op til Krystoppen og hvormed man »dir- ker Bommen« d. v. s. løfter dens Yderende op. Afledes af holl. derrick, en Galge. Dolhaler, en smækker Ende, der st aar fast paa Hagen af Giernes svære Underblok til at hale den ned med, eller paa Overblokken for at bære den oppe, om Tovet, hvori den hænger, skulde springe. Dreje, Udtryk for at en vis Tid forløber: En Vagt (4 Timer) drejer, Maaneden drejer, Hyren (Tiden fra hvilken man er forhyret) drejer fra den og den Dato. — At d. under er i Storm at lægge Skibet saa tæt til Vinden og for saa smaa Sejl som muligt. Dr ej er eb, kaldes de Tov, hvori et Skibs Ræer tages op eller stryges. Drive, et Skib driver for sit Anker, naar det paa Grund af Vind, Sø eller Strøm ikke holdes af Ankeret, men trækker dette med sig. At d- et Naad er at slaa Værk ned i Naadet (se der) og kalfatre det. Dronningens Kvarter. Mandskabet om Bord i en Orlogsmand deles i to Hovedafdelinger, hvoraf den ene har sine Køjer, sine Kistebænke og del- ; vis sit Arbejde om Styrbord og kaldes Kongens Kvarter, det andet om Bagbord og kaldes Dron- ningens Kvarter. Drøn. Der siges at være D. i et Rofartøj, naar det, efter at Roningen er hørt op, i længere Tid vedbliver at skyde over Stævn. Dug. Et Sejl og et Flag er sammensyet af forskellige Stykker (Bredder) af Sejldug eller Flagdug. At duge et Sejl op er at hale det op og lægge det glat langs Raaen for at beslaa det. Duve. Et Skib duver, naar det under Sejladsen bevæger sig efter Længderetningen op og ned med Forenden. Bliver Bevægelsen, paa Grund af krab Sø, voldsom, siges det, at Skibet stamper i Søen. Dvejl, (holl. dwell) en kort Stang eller Stok med en i den ene Ende fastsømmet i flere Lag samlet Bunke Klude til at tørre af med i Baad og paa Dæk. Dæk, De ældste Fartøjer havde ingen D. I Vikingeskibene fandtes der oprindelig kun et lille D. for og agter, trekantet paa Grund af Skibets Form, Pligten, I 119. Medens dette Dæk voksede og blev til Skansen agter og Bakken for, vedblev i Oldtidens og Middelalderens Fartøjer Laste- rummet midtskibs at være aabent, saa den Last, man sejlede med, maatte beskyttes med Presen- ninger og surres ned. — Efter at man senere i Handelsskibe havde anbragt et Dække (Dæk) over Lasten, vedblev man langt ned i Tiden at have et aabent Rum, Kulen, mellem Bak og Skan- se. For at lette Forbindelsen mellem disse, blev der midtskibs anbragt et Overløb, en Løbebro (se Modellen af »Norske Løve<< I S. 499) eller se- nere paa hver Side ude i Borde et smalt Sidedæk Kobryggen, en Betegnelse, der endnu bruges paa Skibe med glat Dæk, om Strækningen paa hver Side af de midtskibs staaende Fartøjer. Oprindelsen til Navnet er omtvistet. Dæmpe. Man dæmper et Sejl, d. v. s. for- mindsker Vindens Tryk paa Sejlet, ved at hale det noget sammen med Dæmpgaardingerne (se Sejl). Dørk, det agterste Rum i Lasten egti. »Køl- rum, hvor Urenlighed samles«, (holl. durk). Ordet menes at staa i Forbindelse med Dræk, Skarn. Embargo. Beslaglæggelse af Skib og mulig af Ladning (spansk embargar at anholde). Ende, er om Bord Betegnelsen for et Tov. Man skyder en Ende op ved at lægge den i Cirkel- slag inden i hinanden. Yderenden af en E. hed- der Tampen, den Del af E., der er længst fra Tampen kaldes Bugten. Essing, den øverste Kant paa et Rofartøj, sva- rende til Lønning, Ræling paa større Fartøjer. Afledes af aas, en Bjælke. Etmaal, egti. regelmæssig tilbagevendende Tid, Sømandsbetegnelse for et Døgn. Ordets første Led afledes af id, igen. Evert, er et rundgattet, fladbundet Fartøj med meget fyldigt Forskib, stærkt underløben Stævn, og een eller to jagtriggede Master (se d. O.). Dets oprindelige Hjemsted er Nordvest- tysklands Floder. Fald. 1) Ved F. forstaar Skibsbyggeren den Vinkel som opstaaende Tømmer danner med en vandret liggende Forbindelse, f. Eks. Forstæv- nens F., den Vinkel Forstævnen danner med Køl- planken. — 2) F. er om Bord det Tov, hvormed en Raa, et Sejl eller et Flag hejses: Mersefald, Klyverfald, Signalfald. Faldrebs-Tov (med eller uden F-Knobe) tjener som Støtte ved F-trappen eller -lejderen. — 2) Fald er en Del af en Kom- mando i Orlogsskibe til at bemande en Baad Sluproers Fald! er Kommandoen til Sluproerne at falde i Sluppen, d. v. s. ved Hjælp af Faldtov at fire sig ned i Fartøjet. Fange, gribe, tage fat paa; f- ind, -op er at bringe noget ind og binde det fast. F- en Ugle gør Ror- gængeren, naar han ligger for højt og faar bak Sejl, eller Manden ved Aaren, naar han ikke kan faa den op af Vandet. Fare, siges om den Retning en Ende har, f. Eks. Gaardinger farer paa Forkant af Sejlet, Fart en Endes Retning.