Danmarks Søfart og Søhandel
fra de ældste tider til vore dage

IX ORDFORKLARINGER 783 ker Forbindelsen af Køl og Stævn. Kommer af oldn.: krikr, Bøjning, Bugt, Krumning. Krys, anvendes om alt Gods og alle Sejl som hører til Krystoppen eller Mesanmasten. Krysse, se bi-de-Vind. Krølbelspil, to Haandsving med to Tromler og to Hjul med Faldpaler, som i Reglen er an- bragt paa en Jærnring omkring Masten om Bord i mindre Fartøjer til at hive Varp ind paa eller Tallieløbere for at tage Last ind. Kuf, er Betegnelsen for en Del hollandske Skibe der med forskellig Rigning, snart som Tjalk eller Galease, snart som Skonnert, Brig eller Bark, har samme typiske Skrog, rundgattet, fladbundet, meget fyldigt i Boven, forsynet med Sværd og med Roret agten for Hækken som paa Tjalken (se der). Ordet menes at stamme fra oldfransk coffe, der betyder et Trug. Kule se Dæk. Kuldsejl, egti. Kuldesejl, cylinderformede lange og vide Rør af Sejldug med Aabning paa den ene Side og Vindfang til at bringe frisk Luft ned om Læ. Kvejl, Samling, Dynge af et Tov, som ligger i Bugter. Staar i Forbindelse med engelsk coil, skyde et Tov op i Bugter, og fransk cueillir, at samle. Kværk, Strube, se Sejl. Kølsvin se I S. 113. Laaring, Skibets Runding agter hen imod Spejlet. L.-sfartøjer, de agterste Sidefartøjer, som hang i Jollebomme ud over Laaringen. L. er Modsætning til Bov. Laber, svag (om Vinden) af tysk labber, slap. Laring, glt. Udtryk for svag Vind, d. s. s. laber Kuling. Betyder egentlig træt, kraftesløs. Lavere, at krysse; betyder egentlig at vinde luv, af holl. loveren. Lavt. Ikke for lavt, eller ikke lavere! Kom- mando til Roret om ikke at komme længere fra Vinden. Lemmergat, langskibs Huller i Bundstokkene for at give fri Fart for Bilvandet (af Gat, Hul og engelsk lumber, svært Tømmer), d. s. s. Sand- spor. Lig, Tov, som fastsyes i Sejlenes Kanter for at give disse større Styrke. Man skelner mellem Raa-L., Maste-L., Gaffel-L., Stander-L., eftersom Liget følger langs en Raa, en Mast, en Gaffel eller løber paa et Stag. De lodrette Lig, som staar frit, er staaende L. Sejlets nederste L. er Under-L. Ordet er sproglig i Slægt med det latinske ligare, at binde. Lodskud, Vanddybden, som den er funden ved Lodhivning, samt Bundens Beskaffenhed efter den i Talgen paa Loddets Ende siddende Prøve. Luv, betegner den Side, Vinden blæser paa, i Modsætning til læ den Side, Vinden blæser fra. Naar et Skib er i Søen benyttes luv og læ i Stedet for Styrbord og Bagbord. Nede om Læ, nede under Dækket. At luve, at bringe Skibet op I til Vinden. Luvart, Vindsiden. Læger, d. s. Ord som lav (oldn. logr, engelsk low, svensk låg). Ikke lægere! Kommando til Roret: Ikke lavere! Vindsiden (Luvsiden) be- tragtes til Søs som højere end Læsiden: op til Vinden, ned i Læ. — En l. Val, Kysten i Læ, naar Skibet er tæt inde. Længe, en lang Tovstrup til at hejse Fadegods om Bord i. L.an, at lægge L. om en Tønde for at hejse den om Bord. Lænse, 1) at tømme. At slaa læns ved Pum- perne, at pumpe Bundvandet op. Kommer af holl. lens, tom. — 2) At 1. betyder ogsaa at sejle for Vejret (for-de-Vind) i en Storm. Løj, doven, lad (smig. Løj bænk). Vinden løjer af, det løjer, naar det begynder at blæse mindre stærkt. Løjert, Strop eller Øje, som indsyes i Liget paa et Sejl, hvori forskellige Tov gøres fast (se Sejl). Ogsaa de Ringe/ved hvilke f. Eks. Stagsejl glider op og ned ad Stag eller Stander. Løse, Hal ind det 1.! Kommando om at hale netop saa meget ind af et Tov, at man, uden at hale det tot (stift) kan holde det klart. Magermand, gammel Betegnelse for Fore- mærse-Bugline. Mahl, Vinkelmaal som fra Skibets Afslagning eller Tegning overføres paa Træ til Spanter og andet Krumtømmer for at disse kan tilhugges derefter. Mane, d. s. s. at vise; mane Lodline er at vise Lodlinen langs Skibssiden uden Bords. Mast. Masten staar med sin Fod i Maste- sporet i Kølsvinet, gaar gennem Huller, Fiskene, i de forskellige Dæk og har til Forstøtning paa sin Top, til Siderne og agterefter Vant og for- efter Stag. I tremastede Skibe kaldes den for- reste M. Fokkemasten, den midterste Stor- og den agterste Mesan- eller Krysmasten. Er der kun to Master i Skibet, kaldes den højeste, u. H. t. dens Plads, Stormasten; i firmastede Skibe kaldes de to agterste Master 1. og 2. Mesanm-. — Den simpleste Form for en M. er den jagt- riggede M., der bestaar af et enkelt Stykke Træ, der efter en brat Overgang eller Afsætning, under- tiden fortykket ved paaspigrede Klamper, paa . hvilken Godset, d. e. Vant og Stag, lægges, fort- sættes opefter i en spinklere Top. I større Skibe bygges Masten op af flere Styk- ker Træ. Den skonnertriggede M. bestaar af to Stykker, Masten og Stangen. Stangen vises som en Forlængelse af M. op paa Forkant af denne, gennem Æselshovedet (se der) og staar med sin Fod fast paa Salingen (se der), og forstøttes til Siderne og agter efter ved Vant og Barduner og forefter ved Stag. — Den fuldriggede M. bestaar af tre Dele: Masten, Fastestangen og Bramstan-