Landmandsbogen III
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

Anlæg. 217 flammet Lag, Leralen eller Skovalen, som er meget fast, haardere end de tilstødende Jordlag, og som, hvis den ligger hojt oppe, skader Plantevæksten meget. Skovmosernes Torvelag fremtræder ofte som stærkt sonderdelt, fed, sort Torv, og hvor Mosen i længere Tid har baaret Træer, vil Torven hyppig være i Færd med at omdannes til frugtbart Dynd, som huser et rigt Dyreliv; jævnlig træffer man dog ogsaa i Skoven mager, bladet eller trævlet Torv („Hundekod"). Den Omsætning af Gsdningen, som man i Landbrnget fremkalder ved Plojning o. lign., bessrges i SkovbrUget af Smaadyr, især Regnorme, som æde Lovet og Jorden, der i Forening bliver til en grynet Muld. Jo blödere Muldlaget er, desto bedre trives Skovtræerne, og desto lettere er det at forynge Skoven. Hvor der ikke er en passende Grad af Lunhed, Fugtighed, Skygge, eller hvor Næring mangler, der forsvinder Dyrelivet mere eller mindre, Skovens Affald (Blade vg Kviste) bindes sammen til et fast Lag Mor, eller Jorden bliver muldblottet; i Stedet for Muldplanter som Bukkar, Skovsyre, Kodriver og spredt staaende, blode Græsser (Flitteraks, Miliegræs, Skovbyg) — i Naaleskoven blode Mostcrpper — optræder itu Skovstjerne, Liljekonval, Majblomst, Græsser som danne Tuer eller sammenhængende Græstorv (Bolget Bunke), eller tynde, haarde Moslag, haarrig Hogeurt 0. fl. over fast, mnldblottet Jord. Hvor man flal bearbejde Jorden for at frembringe ny Skov paa beit, maa man forst fjerne det Dække af Krat, Urter, Lov, Mos 0. s. ti., som hindrer Skovfrøet i nt komme ned i den mineralske Jord, eller som stader Plantningen. Tjorn 0. lign, afskæres med en Krumkniv (Fig. 98). Oste foretages der en Afgravning, hvor Jorden er sur eller for vaad til den Træart, man vil dyrke; man anvender ikke Dræn, som snart vilde stoppes af Trcvrodder, men aabne Grofter, som maa have stcerkt Fald for ikke at fyldes af Lov og Kviste. Da Skovjorden bindes sammen af Rodder, kan man lade Groftens Sider være temmelig stejle; den opgravede Jord jævnes godt ud otier det tilstødende Areal. Man maa dog vogte sig for at gaa for vidt med Afgravning og maa hellere vælge Træarten efter Jorden. Dernæst maa man saa vidt muligt florne Jorden, hvor den trænger til det; hvis ben indeholder forskellige Lag, som Blysand og Rodjord, maa de blandes, og er der fast Al, da maa den brydes og udluftes; Morlag og sej Grønsvær maa helst skornes og sonderdeles et Par Aar forud for Foryngelsen. Endelig tilsigter man ved Bearbejdningen at rense Jorden, saa at den unge Skov ikke kommer til at kæmpe for haardt med Ukrudtet out Lys og om Band eller andre Næringsstoffer. Undertiden er det for dyrt at bearbejde hele Arealet; man nojes da need Striber eller Pletter (Huller, Kvadrater); i anbre Tilfælde maa man af Frygt for Sandflugt ind- skrænke Bearbejdningen. Man lægger ofte Striberne vinkelret paa den herskende Vind- retning, s. Eks. fra Nord til Syd; hvor der er Læ, vælger man dog Retningen Ost til Vest, for at Planterækkerne kunne skygge for hinanden; paa bakket Jordsmon maa man helst lade Bearbejdningen folge Horisontalkurverne for at uitbgaa Bandskyl; hvor man kan, bor man lægge Plantercekkerne vinkelret paa de Stikveje, til hvilke Skoveffekterne senere skulle fores 11b, da man derved letter Transporten meget. Maalet med Bearbejdningen maa være at frembringe et godt Bokse- sted for de unge Planter, ikke blot i øjeblikket, men helst i alle de Aar, der hengaa, inden Kulturen slutter sig sammen til cn Bevoksning og kan skærme Jorden med sit Lovtag og Lovlag. Jo mere Omhu man anvender Pag Bearbejdningen og Kulturen, desto hurtigere slutter denne sig. Hvilke Redstaber mau skal anvende, maa afhænge en Del af, om man vil saa eller plante. I det efterfølgende omtales i Regelen kun de Redskaber, som fortjene at anvendes nogenlunde almindeligf, og som det ikke volder særlig stor Bekostning at tilvejebringe.