Landmandsbogen III
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

Anlag. 219 cit Svenskharve, Spadeharve (Bd. I. S. 430) el. lign., hvorefter man med en Rajolplov eller til Nod en Undergrundsplov bryder Alen, naar den ikke ligger særlig dybt. Hvor man vil plante, kan man ogsaa i mange Tilfælde begynde med at lægge en Fure til hver Side, hvorefter man planter med Spade i den frembragte Rende; paa svær Jord, og hvor der er Fare for Nattefrost, kan man ogsaa plante paa Kamme af opplojet Jord. Ofte vil man dog plante med Spade eller Planteske i gravede Riller; til store Planter anvender man sædvanlig Huller, der ere hakkede eller gravede med de ovennævnte Redskaber. Paa svær Jord bor man grave Hullerne om Efteraaret og lade dem staa aabne om Vinteren, for at Siderne vg den opgravede Jord kunne blive skornede af Frosten; i let, tor Jord graver man fyldte, „blinde" Plantehuller paa den Maade, at man kaster Jorden fra det efterfølgende Hul hen i det soregaaende. Sej og mager Grøn- svær maa skrælles af og lægges omvendt ved Hullets Side; hvis Overfladen er muldet og uden egentlig Græstorv, lægges det oberste Spademaal i Bunden af Hullet. Dettes Storrelse maa rette sig efter Planterodens og ester Jordbunden; ofte er 12 Tm. paa hver Led nok, imbertibeit fan man endog nojes med mindre, men til Alletrceer o. ligil. maa der langt storre Maal (2-3 Fod). Hullet gores rundt eller firkantet i Omkreds; det sidste er maaske nemmest, men det sorste passer bedst til Planteroden og letter Fyld- ningen; Hullets Bredde maa ligesom Rillens under ingen Omstændigheder tage af ned- efter; hellere maa det modsatte være Tilfældet. Til store og kostbare Træer kan man vel fylde Hullet med frugtbar Kompostjord o. lign., men til sædvanlige Smaaplanter bor- det ikke anvendes. Hvor man, som i Pilekulturer, Læbælter og smaa Lceplantninger, særlig vil fremskynde Væksten, anvender uran den fuldkomneste Bearbejdning: Kulegrav- ning af hele Arealet, og i Pilekulturer paaforer man Kompost eller Kunstgodning (Kali, Fosforsyre). Det meste Jordarbejde udfores om Efteraaret og paa Akkord. Veje, Hegn og Brandlinier. Naar Skoveffekterne stulle kunne trans- porteres nogenlunde nemt, maa man udstyre Skoven med Veje. Saa vidt muligt midt igennem den lægger man en Hovedvej, der uden storre Bugter bor fore ud til offentlig Vej eller til den Gaard, som benytter Skoven, helst maa Udkorselen, der lukkes med en Bom eller et Led af mindst 8 Fods Længde, ligge bekvemt for dem, der skulle hente Effekterne; af Hensyn til Stedets Terrain- og Fugtighedsforhold maa disse Regler selvfølgelig undertiden ændres noget. Hovedvejen bor indkastes, planeres, rundes temmelig stærkt op og paa fugtige Steder indgroftes; man giver Vejbanen (mellem Grofterne) en Bredde af 16—18 Fod og belægger de midterste 8 Fod med 7 Tm. godt Grus eller, hvor dette mangler, need Bundsten og Skærver; ofte kan man anvende klovede Sankesten. Vandledninger under Vejbanen kunne sædvanlig laves af saltglaserede Nor, som dog, for ikke at knuses, maa dcvkkes med mindst 2 Fod Jord og Vejmateriale; i Nods- fald kali man bruge almindelige Drænror, der dog let fryse itu. Vejsiderne beplantes selvfølgelig ikke; i" ovrigt bygges Vejen som en mindre offentlig Bivej (Bd. I. S. 400). Saa vidt muligt vinkelret Paa Hovedvejen lægges med en indbyrdes Afstand af eet. 300 Fod rette, 10 Fod brede Vejspor; de værste Huller jævnes, store Stod og Sten fjernes, paa meget fugtig Bund lægges et Lag Sankesten. Vejsporene maa forbindes indbyrdes, saaledes at man kan kore ind ad det ene, ud ad det andet; langs Hegn, Mose- kanter, store Grofter o. lign, lægges Vejspor i en Afstand af 150 Fod. Vejbanen behover ikke at bygges og befæstes, forend man skal transportere svære Skoveffekter paa den, men man maa allerede ved Bevoksningens Anlæg udarbejde Planen for sit Vejnet og mærke Linierne i Skoven, enten ved Pæle eller Sten eller ved Plant- ning af en særlig Rad Træer. Jævnlig undlader man at bearbejde og tilkultivere Jorden, hvor Vejen senere skal gaa.