Landmandsbogen III
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

220 Skovbrug. Hegn omkring Skove og Plantninger bygges ligesom Markhegn (Bd.i. S. 391); dog er det vanskeligt at holde en god, tæt Hcek paa flad Mark omkring en Skov af Skyggetrccer, hvorimod en Beplantning af Jordvold er særdeles onskelig, da den giver Lee for Skovjorden og Ungskoven. I Landets frugtbare Egne anvender man jævnlig Jordvold med Risgærde (Vindegærde), hvis Stavre staa 2—3 Fod fra hinanden og rammes 172 Fod i Jorden med en „Stavrebanker", en krum Kolle, hvis Hoved er noget hult for ikke at spalte Stavrens Hoved. Stavrene maa rage nogle Tommer op over Fletværket. Paa god Jord, hvor der er knap Tid paa Gronsvcer, bygger man Voldens Sider af Græstorv, der cre skraat afskaarne og ligge med den grønne Side udad, ordnede i Forbundt. Stengærder bygger man sjældent i vore Dage; de maa hojst beplantes med Buste, ikke med Træer (Avnbog, Eg o. lign.), hvis Rodder skyde Stenene ud. En af de Farer, der true vore mange nye Naaleskove, er Ild, især hvor der er Lynghede, Jcernbane eller offentlig Vej tæt ved Bevoksningen. Det bedste Middel mod store Skovbrande er at anlægge Bælter af Lovtræ, helst Eg (Birk skygger ikke nok over Jorden, hvis Græsdække ogsaa kan brænde) gennem Skoven, om end unge Lovtræer ogsaa kunne være temmelig brændbare, naar de staa med de visne Blade. Oste anlægger man dog egentlige Brandlinier i Skoven: brede Striber, soul ved Pløjning holdes ubevoksede, eller paa hvilke man dyrker Kornsorter, Kartofler o. lign. Hvis Skoven ikke har over 50 Tdr. Ld. sammenhængende Bevoksning af Naaletrcr, vil man imidlertid sjældent anlægge nogen Brandlinie. Det meste Arbejde vedrorende Hegn og Veje udfores oin Efteraaret og paa Akkord; Brandlinier plojes om Sommeren, hvis man ikke dyrker dem. Balg af Træart. Naar man ved Frembringelsen af ny Bevoksning skal træffe Valget mellem de foran nævnte Træarter, er der saare mange Hensyn at tage. Forst og fremmest maa man vælge en Art, som kan trives trods Stedets ugunstige Forhold, og som kan drage Nytte af de gunstige. Der- næst maa man ofte tage Hensyn til, hvad der i øjeblikket vokser paa Stedet, bl. a. for at kimne drage Nytte af de ældre Træers Frs eller af deres Skygge, hvorimod et Sædstifte ikke er nsdvendigt i Skovbruget, da vore almindelige Træarter forbrUge Næringsstofferne omtrent i samme Forhold, om end i forskellig Mængde. Fremdeles maa man se paa, hvad det koster at saa eller plante med de forskellige Arter, og hvilke Slags Planter eller Fro man overhovedet kan faa til rimelig Pris; en Mængde Lovtræer Bære iffe Frs hvert Aar, og kun Naaletrceernes (undtagen LEdelgranens) taaler at gemmes i flere Aar. Endelig maa man saa vidt muligt tage Hensyn til, hvad for Træarter der i Fremtiden ville betale sig bedst; men da der i Skovbruget hengaar saa lang Tid mellem Udsæd og Host, blive saadanne Antagelser altid meget usikre; dog er det sandsynligt, at Brænde i store Mængder vil blive vanskelig afsætteligt, medens velformet, ret og knastefrit Gavntræ nok vil finde en Ksber. For Tiden giver Naaletrce, særlig Rod- gran og Mdelgran, „de tidlige Penge", og især den fsrstncevnte en hsj, men usikker Indtægt; „Granskov forholder sig til Bogeskov, som 2den Prioritet til 1ste", har man træffende sagt. Medens nogle Træarter, saasom Bog, Eg, Rodgran, Ædelgran, egne sig bedst til gf dyrkes paa store samlede Flader, bor andre, f. Eks. Lærk, Ast, Æretræ, Wlm, til DM 1