Landmandsbogen III
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

Anlceg. 221 Birk, Ml, Poppel, især anvendes til Indblanding mellem de forannævnte, enten paa smaa Arealer, hvor Jordbund og Fugtighedsforhold tale imod at dyrke Hovedtræarten, eller som Holme paa 100—400 Al., af hvilke der da efterhaanden kan blive et eller nogle saa Træer tilbage, som ere opvoksede mellem Planter af samme Art. De mange kunstige Blandinger, man har forsøgt med det Formaal at foroge Ud- byttets Masse eller Værdi, have sjældent fort til noget godt Resultat; som oftest har den ene eller den aiiben Træart i Utide taget Overhaand. En særlig farlig Blanding er Bog og Rodgran, som næsten altid bliver til en daarlig Granbevoksning. Derimod kan det ofte være hensigtsmæssigt at blande en værdifuld, men lidet haardfor Træart med en anden, der maafle har mindre Værdi, men font er haardfor og vokser hurtigt, saa at den kan beskytte den forste nrod Nattefrost, Blæst, Sol, Lyng, Græs o. s. v. Derfor blander man i Hederne Rodgran med Bjcergfyr i Forholdet 3:1 eller 2:1; paa let Jord kan man plante 4 Rækker Rodgran og 1 Række Skovfyr eller 4 Rækker Ædelgran og 1 Række Lærk; Eg kan blandes med 8El, Birk, Skovfyr eller Lærk; Bog med Birk, Lærk, Søn, dl sk, Eg, Ml; Ædelgran med Lærk eller Rodgran; Skovfyr paa mager, tor Jord med Bjærgfyr. Man maa dog have en betydelig Indsigt i Træarternes Vækstforhold, For- dringer til Jordbunden, Lys og Skygge m. nt. for at kunne skaffe Hovedtrcearten den til- sigtede Beskyttelse, uden at den senere bliver trykket af sin „Amme", den indblandede Træart, der i hvert Fald bor være i afgjort Mindretal. Undertiden er man nodsaget til at blande, hvor man vil efterbedre en Kultier, og det er for sent at anvende den oprindelige Træart. Langt simplere end Blanding er Forkultur, foreløbig Dyrkning af en haardfor Træart, nnber hvis Skygge man senere kan indbringe den mere kælne og flyggetaalende Træart. Saaledes kan Birk eller Særf, plantet paa 4—6 x 8 Fods Afstand, ester 5—15 Aars Forlob underkultiveres med Bog eller Ædelgran. Efterhaanden borthugges Forkulturen, saa at der i det højeste bevares nogle enkelte værdifulde Gavntræstammer. Paa denne Maade kan man oste frembringe Bogeflov paa Steder, som ellers paa Grund af Mordannelse, Græsvækst o. s. v. maatte gaa over til Gran eller Birk. Den Maade, paa hvilken man sædvanlig forynger Skoven, er ved regelmæssig Hugst s or el se, saaledes at man i Lobet af 1 eller faa (hojst 10—20) A ar borthugger de gamle Træer paa en ftørre, samlet Flade, i Regelen 5—10—20 Tdr. Ld., hvor man da frembringer en regelmæssig ung Bevoksning. I mange smaa Skove, især saadanne, der ere udsatte for Vinden, maa man dog hellere anvende den gammeldags Plukhugst, bed hvilken man enten har Foryngelsesflader paa 1/i—ll/2 Td. Ld., saaledes at Opvæksten stadig har Sideskygge, og Foryngelsen af. en ftørre Strækning forst afsluttes i Lobet af 30—60 Aar, eller hvor endog alle Aldersklasser ere blandede holmevis mellem hver- andre i hele Skoven; dens Udbytte bliver maaske lidt mindre, men dens Jordbund og Kulturerne tage ikke saa let Skade, som hvor man har ftørre samlede Foryngelser. — Skovens Læbælter bor af Hensyn til den ovrige Skov altid drives i Plukhugst med meget smaa Foryngelsesflader (hojst Vz— 1/i0 Td. Ld). I det foregaaende er der tænkt paa vor sædvanlige Skovform, Højskoven. Mange Lovtræer og Buske kunne imidlertid ogsaa dyrkes i Lavskov (Stævningsskov), saaledes at de i en ung Alder, sædvanlig 10—30 Aar, hugges as teet ved Jorden, hvorefter der skyder Rodskud frem fra (Støbet eller fra selve Rødderne*). I Lavskoven bor man altid afhugge en nogenlunde stor samlet Bevoksning rent paa een Gang, da de unge Skud kun tottie liden Skygge. De Træarter, der bedst taale at stævnes, ere Eg, Ast, Æretræ, ZElm, *) Ester ældre forstlig Sprogbrug betegnes begge Dele som Rodskud, (fordi de i Be- gyndelsen leve af Roden); Skud fra Stod eller Stubbe kaldes ogsaa Stubbeskud (Stabbesktld).