Landmandsbogen III
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

 Pleje. 23 I Stedet for at borttage hele Træer kan man med Sav, Dkse eller Hakke afskære enkelte gronne Grene, og paa Vejtræer, som staa frit uden at bestygges af Naboer, maa man paa denne Maade efterhaanden frembringe den grenefri Stamme. Det er en stor Fejl kun at lade denne være 6-8 Fod lang; Træet vil efterhaanden faa hængende Sidegrene, som ville forulempe de vejfarende. Ved gradvis at borttage Sidegrenene, medens de ere smaa, 1—2 Tommer tykke, kan man efterhaanden frembringe en passende hof glat Stamme; hvor Hostlæs flulle føre forbi, bor Kronen ikke begynde for ved 20 Fods Hojde, langs Telegraf- og Telefonlinier forst ved 30 Fod. Man maa dog vogte sig for at beskære for rafl, thi derved hindrer man Træet i at faa tilstrækkelig Tykkelsevækst og driver det stærkt i Vejret, saa at det mindre og mindre bliver i Stand til at bære sin Krone. Paa Lovtræer, især Eg, der stilles frit, fremkommer der let Vandris ned ad Stammen; ogsaa disse Grene maa borttages, og det samme gælder om store Grene paa bredkronede, sletformede Træer, som man ikke tor hugge helt bort paa een Gang. Gronne Grene maa kun afskæres om Vinteren med et glat, lodret Snit tæt ved Stammen, hvis Bark dog ikke maa beskadiges, og Saarene maa helst overstryges med Kultjære. Man saver eller hugger bedst fra neden opad og glatter Snittet med en Kniv, især langs Randene; allerede vor forste Skovforordning, af 1670, byder, at alle Træer- eller Grene skulle „underfra og net afhugges eller afskæres." Paa Naaletrceer samt paa Ask og flere Lovfrceer bor man for at faa knastefrit Træ bortstcere de tørre Grene tæt ved Stammen, undtagen i Bevoksningens Udkanter, hvor der vilde blive for megen Træk. Til denne Beflcering anvendes Sav. Undertiden hngger man hele Toppen af Træer langs Hegn og Veje, især Poppel og Pil, og de sætte da atter en stor bllstet Krone, som efter nogle Aars Forlob paa ny kan topstcevnes (stynes). Vi nærme os herved til den egentlige Rodstcevning, som ogsaa anvendes paa Hegnsplantninger af Lovtræ, men dog især i Lavstoven, hertil ogsaa regnet Pilekulturen. De fleste Træarter taale godt at klippes til Hækker, naar Arbejdet blot bliver taget i Tide og fortsat hvert Aar, saa at man stadig tun klipper de unge Skud, hvis Sideknopper da flyde frem; dog udsættes nogle Træarter meget for Svampeangreb ved at saares saa tit. Bog, Eg, LElm, Avnbog, Rodgran, Ædelgran, Hvidgran, Bjærgfyr, Hvidtjorn, Navr, Hassel egne sig alle godt til klippede Hækker. Saa længe Planterne ere smaa, kan man flaa Hækken med en Le eller en Sabel; senere maa man klippe ben med en Saks. Man maa passe at gøre Hækken temmelig smal, men dog bredest forneden; ellers vil den af Mangel paa Lys blive aaben. Arbejdet udfores om Foraaret for Lovspring eller ved Midsommerstid; de afklippede Skud maa ikke raadne paa Hækken, men fejes af. Grenekapning og Beflcering udfores paa Dagleje, Klipning dog oste paa Akkord. Jordbundspleje. For at bevare Skovjorden i en god Tilstand eller fremkalde denne, hvor den mangler, maa man fsrst og fremmest staffe Læ, Skygge og passende Fugtighed paa Skovbunden. Derfor anlægger man Læbælter, kultiverer omhyggeligt og hugger forsigtigt, men ofte sorslaar dette ikke. Man maa da plante skyggetaalende Træer og Buste (Ædelgran, Bog, Æretræ, 2Elm, Hassel, Navr, Hyld) ind til Jordbundsbeskyttelse, selv om de ikke naa at give Udbytte; man bevarer ved Udhugningen i Skyggetroe (især i unge Boge- besaaninger) lave, undertrykke Træer, der gavne Jorden uden at skade Bevoksningen; man