Landmandsbogen III
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

Indsamling og Benyttelse af spiselige Svampe. 245 blegt kodfarvede, senere'chokoladefarvede, til sidst sorte. — Champignonernes Familie om- fatter flere Arter, der alle ere spiselige. Blandt disse udmærker sig især den ægte Champignon (F.)*), som har en lys brunlig Hat, der undertiden paa Overfladen er bedækket med smaa skælagtige Fnok. Dens Kod er hvidt, men bliver let rodligt ved at udsættes for Luften. Ringen er enkelt, Stokken ikke hul, Bladene kodfarvede, senere mørkebrune. Den findes mest paa Græsmarker og Enge, if ær hvor Heste have græsset, idet den trives godt ved Hestegodning. Derfor findes den ogsaa jævnligt i Haver ved Mistbcenke og i vel godede Jordbær- og Agurkbede. Saadanne Steder egne sig derfor vel til Dyrkning af Champignons. Hertil benytter man den saakaldte Svampejord, a: Jord, som er genn emtrængt med Svampens Lov. Dette udsaas i Smaastykker paa dertil egnede Steder og vandes med Regnvand, hvori er oploft lidt Salpeter. Man kan ogsaa tage Bladene af fuldmodne Svampe, udrore dem med Vand i en Vandkande og stænke Vandet ud over velgodet Muldjord. Svam- pene ville da komme frem Aaret efter. Den lyse (almindelige) Champignon har snehvid eller svagt gullig Hat, som Paa Overfladen er silkeagtig laadden, glat og jcevn, forst stærkt hvælvet, senere mere udbredt. Kodet er rent hvidt og forandrer ikke Farve. Bladene forst hvidlige, senere lyst chokoladefarvede, til sidst sorte. Ringen bestaar af 2 Lag (er dobbelt). Stokken er ind- vendig fyldt med en los Marv, saa at den næsten er hul. Den lyse Champignon er noget almindeligere end den ægte, men vokser mest i Skove og Haver, hvor den ofte danner store saakaldte „Hekseringe". Champignonerne ere ret almindelige og let kendelige. Dog kunne de ved Uagt- somhed forveksles med visse giftige Arter af Fluesvampenes Familie (se nedenfor); men denne Forveksling kan kun sinde Sted for yngre Eksemplarers Vedkommende. Naar de blive ældre, er Forskellen tydelig, idet Champignonerne have morke Blade og Sporer, Fluesvampene hvide. Men ogsaa hos yngre Eksemplarer er der Forstel, idet den unge, uudviklede Fluesvamp er tyk nedadtil, tyndere opad, Champignonen omvendt. Den unge rode Fluesvamp (som endnu ikke er bleven rod) er ujævn og knudret paa sin Overflade og viser ved Gennemsnit en rodgul Rand under Overfladen, medens Champignonen paa dette Stadium er glat og jævn og ikke har den rodgule Rand. Men da Forveksling som sagt er mulig og ogsaa her i Landet har foranlediget sørgelige Ulykkestilfælde, bor det tilraades dem, der ikke ere meget sikre i deres Sag, ikke at indsamle Champignons i Skove, da Fluesvampene kun sindes der, medens man paa Marker og Enge er sikker for dem. 2. Skælsvampene have hvide Sporer. Hatten og til Dels Stokken ere beklædte med storre eller mindre Skeel eller Fnok. Stokken er som oftest hul og ligesom hos Cham- pignonerne forsynet med en Ring, der her oste er los, saa at den kan skydes op og ned. Bladene ere hvide. — Hertil horer Parasolsvampen (F.) der er en af de storste og smukkeste Bladsvampe. Den kan naa en Hojde af henved 72 Alen, og Hattens Gen- nemsnit kan blive indtil 10". Den ligner i Formen, som Navnet antyder, en opslaaet Parasol. Hatten er graabrun, bedækket med store, tykke Skeel. Kodet er hvidt, men bliver ved Brydning let blegrodt, Bladene hvide, Stokken forholdsvis tynd, beklædt med mindre Skæl, forneden logformet opsvulmet. Den vokser i August og September paa aabne Steder i Skove. Den er spiselig og meget velsmagende og er, hvad Næringsværdi angaar, en af de bedste Svampe. Stokken er dog noget sej og derfor mindre god. Parasolsvampen er meget karakteristifl og let kendelig og kan ikke forveksles med nogen giftig Svamp. — Meget nær beslægtet med den og næsten lige saa god er den rod- !) Mærket (F.) betegner, at den paagceldende Form er afbildet paa en af de 2 Farvetavler.