Matematikkens Historie II

160 Den endelige Analyse. Brahe og hans Medhjælpere, kan man vide deraf, at de hovedsagelig maa have anvendt dem paa praktisk forekommende Tilfælde, og hvor en enkelt Regel, for hvilken man ikke har haft saadanne, er tagen med, har vistnok ogsaa den været prøvet paa Talexempler. Til et saadant henvises der nemlig udtrykkelig i en af Reg- lerne, uagtet Manuskriptet i den opbevarede Skikkelse, der ikke har været bestemt til Offentliggjørelse, hverken ved denne eller de andre Regier indeholder noget saa- dant. Ufuldstændige ere dog disse og flere andre af hans Angivelser, idet de enten kræve, at visse Vinkler skulle være spidse, eller at de skulle være stumpe. Denne Ufuldstændighed har dog ikke kunnet volde nogen væ- sentlig Ulempe ved Anvendelsen, naar man blot tegnede den til de enkelte behandlede Tilfælde svarende Figur og af denne saa, om de paagjældende Størrelser skulde lægges til eller trækkes fra. Og dette har man ikke forsømt paa en Tid, da endnu Figurer i flere Henseender erstattede vore Formler. At iøvrigt vore Formlers Fuld- stændighed overhovedet ikke paa den Tid lod sig forene med den priselige Korthed i Tyge Brahe’s Manuskript, ses af den uhyre Vidtløftighed, som i Rhäticus’ af Otho udgivne og fortsatte Værk Opus Palatinum (1596) maa anvendes for virkelig at faa alle mulige Tilfælde og alle mulige Opløsninger med. Tyge Brahe’s Regler vare i det hele saa gode og hensigtsmæssige, som man paa den Tid kunde vente af den, der ikke endnu kjendte noget ti] Vieta’s i 1579 udkomne Canon mathernaticus. De trigonometriske Forgængere, paa hvis Arbejder Vieta byggede videre, vare Regiomontanus og Rhäticus, hvis Canon fra 1551 han fulgte i Henseende til Formen for Indførelsen af de trigonometriske Størrelser. Den ved disse Mænds