Matematikkens Historie II

576 Infinites) malregningens Opstaaen og første Udvikling. tagelse, kan maaske komme af, at han for i denne Hen- seende at rette sig efter Newton bærer sig anderledes ad, end han plejer, thi tidligere Optegnelser vise, at han da virkelig forstod at differentiere baade Rodstør- relser og Brøker. Paa Overensstemmelsen med Newton’s ukjendte Methode finder han med Rette en Bekræftelse i, at ogsaa hans egen omvendt kan anvendes til Kvadraturer. Naar vi heraf se, at Leibniz paa dette Tidspunkt havde Grundlaget for sin Differentialregning fuldt fær- digt, rejser sig som tidligere ved Newton det Spørgs- maal, hvorfor han ventede med at give denne Methode en større Offentlighed end ved dette Brev. Det var nærmest bestemt for Newton, som han med Rette troede i Besiddelse af en lignende Methode, og vilde blive bekjendt for Medlemmerne af British Association, der muligvis ogsaa kjendte Newton’s Methode. Fore- løbig har han vel nærmest ventet paa Oplysninger her- om i Newton’s Svar; men et saadant udeblev. Hvor godt han selv kjendte sin Methodes Værd, kunde han heller ikke gjøre Regning paa fuld Anerkjendelse for den, naar den ikke var nærmere bearbejdet for Offent- ligheden, og særlig ikke, naar han ikke kunde godtgjøre dette Værd ved nye Resultater af dens Anvendelse. Alt dette krævede meget Arbejde, og da Leibniz i 1677 kom til Hannover, lagde hans Embede overordentlig meget Beslag paa hans Tid. Den Tid, som en saa flittig Mand som Leibniz dog bestandig fik tilovers til eget Arbejde, blev optagen af de filosofiske og mathematiske Interesser, som havde trængt sig frem i Forgrunden nu, da Bearbejdelsen af Differentialregningen engang var opsat. Tillige maa erindres, at det den Gang over- hovedet ikke gik saa rask med Offentliggørelse. Vi behøve i den Henseende ikke engang at gaa tilbage og minde om, hvorlænge det varede, inden de fleste af