Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

16'7 bovt, svangert med en Extract af den bedste Krast, der saaledes gaaer tabt for Agerbruget, uden at Landmanden ændser, at han med liden Moie kunde holde denne tilbage. Hos mangen en Bonde er Gjodningsstedet endnu et dybt Vandhul, hvori Gjodsken drukner, og hindres i at gaae over i den nødvendige Gjæring, og sikkert indgaaer den med Vandet Forbindelser, som ere mindre tjenlige for Vegetationen. Den almindelige Anvendelse af Gjodsken er endnu den gamle, nemlig at lade den ligge i Gaarden til Midsommer, og da at fore den paa Brakken, for der strap at spredes og nedploies. Endeel Boilder, som endnu gjode til Leiebyg, kjore om Efteraaret 1 Aars gammel Gjodning paa Gronjorden, hvor den ligger spredt Vinteren over, hvorefter den da sorst cm Vaaren nedploies, og bringes saa- ledes forft til Nytte for Vegetationen 2 Aar efterat den er produ- cerel. Andre fore den ud under sidste Ploitting til Vintersæden, altsaa forsi efterat Gjodningen har ligget et heelt Aar i Gaarden og er udludet af Regnvandet, og esterat den i Sommerens Varme ved Gjæring baade har tabt sin halve Kraft og sin halve Masse. Mange paastaae, at udbreeildt Gjodning er tjenligst for Plan- terne, og ligeledes at man om Viilteren ei forlænge maa lade Gjodningen ligge spredt paa Ageren, da en ftor Deel af dens Krast herved bortgjæres og forduilstec *)♦ *) Der anføres et Forsøg af den bekjendte Fellenberg, hvorved bevises: at naar man hænger en i Bunden med mange Huller gjennemboret Kasse, fyldt med ufrugtbar Jord, tæt over Gjodningshobens Overflade, da vil denne Iord inden kort Tid være bleven frugtbar, gjennemtrængt af de bortflygtende Gasarter, som udvikle sig ved Gjæringen. Dette vilde, mener man, være endnu mere Tilfældet med den spredte Gjod- ning; dog synes det Anførte netop at være et flaaende Beviis for, at naar Gjodningen ligger i Hob længere, end til Straaet ved Gjæringen har naaet en oploft Tilstand, da bortdunster Gjodningen en stor Masse Gasarter, der gaae tabte for Iordsmonnet, hvorimod den, spredt paa Marken, forhindres fra at gjære, indtil den, nedploiet, ved Fugtighed og Varme atter fortsætter sin Gjæring, og de herved udviklede Gas- arter indsuges af Jorden og kommer denne tilgode, og netop diss^. Luftarter ere det vel, som bidrage til Planternes Næring. Flere dygtige meklenborgske Landmænd have forsikkret mig, at de