Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

447 Havnaalen (Syngnathus Anis) kaldes her Hyldcpiben eller Veirfist, fordi man har den Indbildning, at naar den torrede Fisk hænges under Loftet, kan dens Stilling forudsige Veiret. Odense Fjord besøges ogsaa af folgende Sodyr. Foruden det almindelige Marsviin (Delphinus Phocæna), som nu og da fanges i Bundgarnet, er for en Snees Aar siden strandet 2 Springere (Delphinus orca) ved Hals; hver af disse holdt 5 Alen i Længden, og deres Spæk gav hcnved 1 Tonde Tran. En Næbbe-Hval (Baiæna rostrata) er for mange Aar siden strandet ved Rorholm i Odense Fjord. Dens Spæk gav 7 Tonder Tran. Denne fjeldne Hvalfiskeart stal være seet flere Gange ved Ud- lobet af Odense Fjord. Neien (Cancer Squilla) fanges fornemmelig ved Hals Odde. Til dens Fangst bruger man at udspænde 20 til 24 Al. Lærred, som til dette Brug kaldes en Baase; for Enden af Lærredet holder Fiskeren en Gliv fra Baaden, som gjores fast ved 2de Pæle. For endeel Aar siden indfandt den sig i saa stor Mængde ved Hals Odde, at man kunde paa 1 Nat fange 2 ä 3 Tonder fulde, men i den senere Tid er denne Fangst betydeligen aftaget. Saa vidt min Faders Bemærkninger. Endnu kan hertil foies, at der gaaer det Sagn, at Dronning Magrethe skal have ladet sætte Dsters og Hummer i store Belt. Af den sidste fanges nu og da nogle ved Strib. Sælhundefangstcn ved Schelenborg omtales af Pontoppidan som meget betydelig; man stal saaledes ved et anlagt Sælhunde- fifferi imellem Meilo og Baago undertiden paa een Dag have fanget 60 til 70 Stkr. af disse Dyr, ja tidligere indtil 1000 Stkr. om Aaret *). Nu er denne Jagt saa at sige ophort. ’) Pontoppidans Atlas, Tom. HL, Side 587.