Ofotbanen
Narvik-Riksgrænsen, 14de Juli 1903

— 32 De uden sammenligning største snevanskelig- heder ved banen forårsages ved østlige, kolde, tørre vinde, der jager sneen ned fra de nærliggende fjeld- vidder og driver den sammen i terrainets kunstige eller naturlige forsænkninger. Denne drivsne, hvis hovedmasse kun bevæger sig i 1 å 2 fods høide over terrainet, pakkes så tæt og hård, at man kun vil se merker efter skoen, om man fører skarpskoede heste over disse sne- driver. Hvor den ligger som fastest, kan denne sne ikke hensigtsmæssig udtages med spade, men må først løses ved hjælp af hakke, og som eks- empel på, hvor tæt den pakkes, kan anføres,, at man under afdækning af en enkelt sneindbygning forløbne vinter fandt det mest praktisk at skjeere sneen ud blokkevis ved hjælp af en almindelig stiksag. En veining viste, at den således sammen- pakkede snes specifike vegt var = 0.6. Fot. 1. Parti fra Nordalkn april 1903. De østlige vinde, der kan vare i uger ad gan- , optræder gjerne i forbindelse med sterk kulde ovenfor Norddalsbroen er det ikke ualmindeligt har østenvindsstorm i forbindelse med 20 De gen, oi og c---- __30° kulde, således at det er uudholdeligt for - langt mindre at ta høifjeldet en stille dag, mennesker at færdes ude udrettet noget. Når man færdes på L „ ligger det nær at tænke, at den taste sneskorpe, som dækker vidderne, skulde forbyde enhver anled- ning til snedrev; men en uveirsdag vil man iagttage, at vinden er så sterk, at den formår at rive sne- stykker af tallerkeners størrelse løs og drive dem fremover ind i forsænkningerne, og de i bevæge se satte snemasser er så betydelige, at der er iagttage tilfælde, da der i løbet af en times tid har dannet sig snedriver, der fuldstændig har spærret tunne åbningerne. Efter de under anlægsperioden foretagne sne- målinger og iagttagelser angående de almindelige vindretninger og sneens drift på de enkelte stræk- ninger af linjen, bestemte man sig for at beskytte den mod de største sneansamlinger efter omstæn- dighederne dels ved skjærme, dels ved indbygninger efter de typer, som er fremstillet (pag. 12) under banedirektør Fleischers foran gjengivne foredi ag i N. I. A. F. Der hidsættes en del typiske tverprofiler (hg. 1) med indlagte snemaalinger fra våren 1902, da bane- legemets plan var udsprængt. Som det sees, fore- kommer der sneansamlinger af ca. 6 meters dybde. I)c gjengivne profiler er samtlige Ira partiet vestenfor Norddalsbroen, hvor linjen på en 11 km. lang strækning sågodtsom uden afbrydelse ligger midt oppe i de steile fjeldskråninger mod Rom- baksfjorden og Nordalen (tot. 1). 1 dette steile ter- rain er sneskjærmenes anvendelighed meget begræn set, idet de med fordel kun kan benyttes, hvor man har at gjøre med snedrev fra en enkelt ret- ning, og hvor terrainet tillige er således, at det enten tillader aflagring af sneen ovenfor linjen eller giver adgang til, at den uden ulempe kan føres over linjen og ned i fjeldskråningerne. Derimod er der på omhandlede strækning med gunstigt resultat opsat skjærme i forbindelse med indbygninger. Man har i såfald ført ledeskjærniene i skrå retning op i terrainet fra enderne af ind- bygningerne, som således har virket som broer for den sne, der er opfanget af og ledet udover skrå- ningerne langs skjærmene. På den måde har inan opnået at beskytte linjen på en længere strækning for enderne af indbygningerne. Fot. 2 viser en 150 m. lang og typisk indbyg- ning ved km. 28.o og lig. 2 a gjengiver et snit på