Ofotbanen
Narvik-Riksgrænsen, 14de Juli 1903

— 3 Jernmalmtransporten er ved beslutning i begge riger indtil videre bestemt til 1 200 000 tons pr. år, men banen vil fuldt udnyttet kunne bestride en transport af 4 mill, tons på enkelt spor. Angående jernmalmforekomsterne Kiirunavaara— Luossavaara kan henvises til de nylig udkomne «Forhandlinger fra 2det norske landsmøde for teknik i Kr.a, 21de til 24de aug. 1901». I samme er indtaget et foredrag af professor Vogt: «Udblik over det nordlige Norges malmforekomster og bergverks- drift», hvor omhandles de nævnte svenske jern- malmleier m. v. Det vil være af interesse i ud- drag af professor Vogts foredrag at nævne, at mal- men for den væsentligere del er malm for Thomas- processen, holdende med rundt tal 65 % jern og en meget høi fosforgehalt (1 å 2 %). Der findes dog også fosforfattig malm med ca. 68 % jern tjenlig ti] den sure Bessemerproces. Det samlede malmareal ca. 425 000 m.2 og malmforrådet over søen Luossajärvis’ niveau efter minimumsberegning 233 mill, tons malm og efter sandsynlighedsbereg- ning kanske 292 mill. Går man under søens niveau, vil feltet kunne levere ialt mindst 500 mill, ton og kanske 750 mill, og derover. Omkring disse malmfelter og i samme socken, Jukkasjärvi, findes også andre jernmalmfelter i stor udstrækning; også disse vil antagelig foranledige transporter på Ofotbanen. En af grubefelternes eiere, Svappavara grubebolag, har således sikret sig tomter dg vandfald ved Rombaksfjorden nærmest krydsningshorizontalen Sildvik på Ofotbanen. Jern- malmfelterne i Norrbotten omfattes med interesse i udlandet; således findes en beskrivelse af samt- lige jernmalmfelter indtaget i det tyske tekniske tidsskrift «Stahl u. Eisen». O f ot b a n e ns historie er i korte træk følgende: Ved kgl. resolution af 16de juni 1883 med- deltes en del svenske rnænd, fuldmægtig i den svenske Riksbank Arnberg, fuldmægtig i Riksgjæld- kontoret kapt. Hierta og overlæge Liunggren, kon- cession på anlæg og drift af den norske del af en normalsporet jernbane fra Ofoten fjord til Luleå. Det til planens iverksættelse dannede aktieselskab «The Northern of Europe Railway Co., Limited» eller som det senere kaldtes «The Swedish and Norwegian Railway Co., Limited», formåede dog som bekjendt ikke at gjennemføre anlægget, idet arbeidet på dette indstilledes våren 1889, medens det efter koncessionsbetingelserne skulde have været fuldført inden udgangen af 1891. Efter at derpå den svenske stat havde erhvervet den svenske del af banen, der, når undtages ikke uvæsentlige efter- arbeider, var færdigbygget mellem Gellivara og Luleå, blev ligeledes den inden Norges grænser be- liggende banedel ved kontrakt af 12te april 1892 indkjøbt af den norske stat for 4e 10 000 eller kr. 180 000. For dette beløb erholdtes: 1. Den til jernbanen erhvervede grund med byg- ninger og andet tilbehør. 2. Alle udførte anlæg og arbeider samt nedlagte materialer og de i sælgerens besiddelse værende karter, profiler og tegninger, der vedkommer banen. 3. Alle bygninger opførte til brug for jernbanen med materialer og løsøre af ethvert slags. De faste eiendomme var i sin tid betalt med kr. 24 030.oo og det udførte arbeide m. v. blev anslåede til en værdi af kr. 1 480 000. Tilsammen skulde således eiend elenes samlede værdi beløbe sig til omtr. kr. 1 500 000. Ved den forandrede plan, som er kommen til udførelse, må imidlertid værdien af de indtil 1889 udførte anlægsarbeider væsentlig nedsættes, ligesom også må komme i betragtning, at anlægsarbeiderne måtte henligge uden vedligehold i 9 år. Fndkjøbet må dog betegnes som særdeles gun- stigt for den norske stat. Syv år efter at det først påbegyndte anlæg var indstillet, indkom fra et konsortium af norske og svenske mænd et andragende om koncession på anlæg og drift af Ofotbanen, dat. 31te juli 1896 samtidig med, at der af samme konsortium i Sverige søgtes om koncession på banens fortsættelse fra Riks- grænsen til Gellivara, alternativt kun til Luossavaara. I Sverige blev imidlertid Riksdagens beslutning den, at banen på grund af dens internationale karakter og af strategiske hensyn burde bygges og drives som statsbane, og der bevilgedes til fornyede uwdersøgelser vedkommende den svenske del af banen kr. 40 000.oo. Ved beslutning af 5te aug. 1897 bevilgede stortinget til undersøgelse af Ofotbanen og til kart- lægning af terrainet i Narvik kr. 10 000, kr. 5000 til hver af disse foranstaltninger. Disse bevilgninger var kun tilstrækkelige til en generel undersøgelse med de foreliggende data fra det tidligere anlæg som grundlag, mens til en detaljeret undersøgelse, som her viste sig påkræ- vet, som bekjendt i vanskeligt terrain og under ugunstige forhold tiltrænges det mangedobbelte beløb. Den svenske stat havde ladet jernmalmfeltet Kiirunavaara—Luossavaara undersøge af statsgeolog Lundbohm og for Norges vedkommende forelå ud- talelser fra professorerne Vogt, Hetland og Brøgger om disse malmfelter, og om hvorledes det vilde stille sig med eksport over Narvik, når hensyn toges til jernmalmens kvalitet i forbindelse med den øvrige verdensproduktion og forbrug af jern- malm. Man antog efter disse undersøgelser og ud taleiser, at banen vilde blive et lønnende foreta- gende, der i en ikke fjern fremtid vilde skaffe statskassen betydelige direkte indtægter. Ligesom i Sverige fandt man også i Norge, at banen burde anlægges og drives af staten, og at derfor konces- sion, saledes som i andragendet forudsat, ikke burde gives. Ligesom man i Sverige havde begrænset, hvad der skulde blive at overtage af koncessions- ansøgerne til arbeider og foranstaltninger på jern- malmfeltet, begrænsedes anlæg og drift i Norge til hvad der krævedes for eksport over malmkaierne med sporanordninger og tilbehør i Narvik. For- handlingerne med koncessionsansøgerne foregik om- trent samtidig fra den norske og svenske stats side og førte til en overenskomst, der var væsentlig overensstemmende for den norske og den svenske del af banen. Den 15de juni 1898 fattede stor- tinget beslutning om Ofotbanens bygning under