Om Centralanlæg For Elektrisk Belysning Og Elektrisk Drivkraft

14 agtig Regulering af Spændingen paa ethvert Punkt i Ledningsnettet. Det sim- pleste Middel til at opnaa dette vilde være at anvende saa store Dimensioner af Ledningerne i Forhold til den gjennem dem førte Elektricitetsmængde, at Tabet blev forsvindende lidet paa ethvert Punkt. Et saa lidet Tab, at det ikke havde skadelig Indflydelse paa Lamperne, maatte imidlertid være ind- skrænket til i Høiden kun et Par Procent, og dette vilde nødvendiggjøre saa enorme Dimensioner af Ledningerne, at der ikke kan være Tale derom paa Grund af de dermed forbundne store Omkostninger. Dimensionerne af Lednin- gerne bestemmes derfor uafhængig i f dette Hensyn og udelukkende efter For- holdet mellem Prisen paa Kraften (der medgaar til Frembringelse af den tabte Elektricitet) og Prisen paa Kobberet, saaledes at hvis man har billig Kraft gjøres Ledningerne mindre og omvendt. I Regelen bevirker dette Hensyn, at Gjennemsnitstabet i Ledningerne for et Centralanlæg beregnes til mellem 10% og 2<) %, og det vil indsees, at under disse Forholde kan Differencerne i Spændingen for hver Lampe, alt eftersom der brænder faa eller mange Lamper i dens Nærhed, kunne blive betydelig større end Lamperne taale. Disse Vanskeligheder har Edison overvundet ved den specielle Anord- ning af Ledningsnettet, hvorved han har opnaaet at kunne regulere og kon- trollere Spændingen paa ethvert Punkt i Nettet. Der er saavel af Edison som ogsaa af andre udtaget flere forskjellige Patenter i disse Øiemed; en nøiere Indgaaen herpaa finder jeg her unødvendig, men skal jeg senere komme delvis tilbage hertil under den specielle Beskrivelse af de enkelte Stationer. Ved de først anlagte Centralstationer anvendtes det saakaldte Toleder- system, det vil sige i enhver Gade, hvori der leveredes elektrisk Lys, førtes der to ved Siden af hinanden liggende Ledninger, hvoraf den ene tilførtes Elektricitet fra Dynamoens positive Pol, og den anden førte tilbage til den negative Pol. I alle Gadekryds stod de elektrisk tilsvarende Ledninger i For- bindelse med hinanden, saa at det hele dannede to store Netværk af Ledninger. Efterat imidlertid allerede de første Centralstationer vare komne i Virksomhed, opfandt Edison det saakaldte Treledersystem. Dette bestaar deri, at der kobles to Dynamomäskiner sammen, saaledes at den enes negative Pol er for- bundet med den andens positive, og fra dette Foreningspunkt er der ført ud en tredie Ledning foruden de to fra Dynamoernes Yderpole. Paa denne Maade kommer der til at herske den dobbelte Spænding mellem Ledningerne fra Yder- polerne, medens der mellem hver enkelt af disse og den mellemste Ledning hersker den almindelige Spænding af f. Ex. 110 Volt, dei- passer for Gløde- lamperne. Til hvert enkelt Hus, hvor der skal anbringes Lamper, føres derfor en Ledning fra den midterste og en fra en af de andre Hovedledninger. Under Forudsætning af, at Lamperne er ligelig fordelte mellem hver af Yder- ledningerne og at der til enhver Tid brænder et lige Antal Lamper paa hver Side af Mellemledningen, vil denne sidste kun 'gjøre Tjeneste ved Fordelingen ude i Ledningsnettet, medens den ikke behøver at føres tilbage til Forbindel- sespunktet mellem de to Dynamoer. Saasnart der derimod brænder et større Antal Lamper paa den ene end paa den anden Side af Mellemledningen, er dennes Forbindelsr med Dynamoerne nødvendig for at kunne faa tilført den manglende Elektricitet. Fordelene ved dette Treledersystem bestaar i Besparelse i Omkostnin- ger til Ledninger, fordi der arbeides med den dobbelte Spænding og altsaa kun Halvdelen saa stor Strømstyrke, imod hvad der vilde kræves ved et To- ledersystem med det samme Antal Lamper. Theoretiske Beregninger viser en Besparelse i Udgifterne til Kobber af ca. 35 pCt., medens Besparelserne i Virke- ligheden neppe gaar over 25 å 30 pCt., hvad der dog er tilstrækkelig afgjø- rende til Fordel for Systemet.