Kalkmalerier i Danske Kirker

X INDLEDNING. megen Lighed med vore, især i det ornamentale (Fig. 1—2). Det nære Naboforhold og Sprogslægt- skabet taler en Del for, at det er fra Tydskland, at mange af vore ældre Kirkemalere væsentligt ere hentede; Tydskland havde langt tidligere lært den christelige Malerkunst af dets vestlige og sydlige Naboer *). Om man end ikke er istand til med Sikkerhed at paavise, hvem der først bragte Malerkunsten hertil, er det dog bekjendt, hvor vi kunne søge de tidligste Spor af det christelige Maleri og tillige den varige Maade at male paa, som man kan takke for, at mange af de ældste Billeder i vore Kirker endnu ere tilstede. I Roms og andre Byers Catacomber findes christelige Grave fra de første Aarhundreder af vor Tidsregning, hvor der paa Væggene er udført Malerier paa forskjellig Maade, men særlig i »al fresco«; det vil sige Maling med Vandfarver paa en frisk, vaad Kalkpuds, hvis Mørtel er tilberedt efter visse Regler, og efter at være paalagt Murfladen, glittedes med blanke Staalredskaber, indtil Pudsen havde modtaget en let giindsende Overflade. Til Malingen der paafulgte, maatte kun benyttes de saakaldte Jordfarver og enkelte Oxydfarver. Under Malingen maatte den vaade, glittede Pudsflade om- hyggelig beskyttes for Paavirkning af den atmosphæriske Luft, indtil Farverne vare paalagte overalt, da Luftens Kulsyre ellers vilde frem- bringe en tynd Hinde (Gruste) paa Pudsens Overflade, som hindrede Farvens Indtrængen i og Forbindelsen med Mørtelen. Særlig har man havt Lejlighed til nærmere at studere Frescomalingen i de pompejianske Ruiner fra det første Aarhundrede efter Christus. Denne Malemaade er mærkelig nok anvendt i vore ældste Kirkemalerier, der omtrent ere tusinde Aar yngre; ligesaa mærkeligt er det, at man her undertiden finder en fuldt saa glat og velbehandlet Pudsflade, som paa de pompejianske Vægge. 1 de antike Pudsbelægninger har dog den techniske Behandling været noget afvigende fra den danske; Pudsen er nemlig meget tykkere og kan have indtil fem Lag af grovere og finere Blan- ding ud mod det yderste Pudslag, der er blandet med et skarpkornet Marmorstøv og glittet blankt. Frescopudsen i vore ældste Malerier har kun to Lag, et grovere, anbragt umiddelbart paa Murens Stene, og over det et tyndt Lag af en Sammenblanding, der nærmer sig meget den pompejianske i Hvidhed og Finhed. Paa Jellingechorets Vægge var endog kun eet Lag af ■/, Tommes Tykkelse anbragt paa selve Fraadstenen, hvis porøse og ujevne Overflade særlig egner sig til at binde Kalken. Man kan anføre som Grund for denne Forskjel i Behandlingsmaaden, at Sydens varmere Klima fordrede et tykkere Underlag for at kunne holde det yderste Lag længere fugtigt, medens Malningen foregik, hvorimod færre Underlag vare tilstrækkelige i Nordens kolde og fugtige Luft. Det turde dog ') Biskop Balderik (død 1018) havde en italiensk Maler, Johannes; Adalbert af Bremen en Italiener ved Navn Trans- mandus; Kejser Otto den 2den en Græker, Theophano (Kugler: »Gesch. d. Malerei«, I. s. 150 — 156).