Ledetraad Ved Fagundervisning For Snedkere I Tekniske Skoler

29 f. Bøjningsevne eller Sejghed kaldes den Egenskab, at Træet lader sig bøje uden at briste, men uden Hensyn til, om det igen indtager sin oprindelige Form og Stilling; størst er denne Evne hos yngre Grene, Trælag og Spaan, som lader sig bøje og dreje uden at brække. I Almindelighed er de blødere Træsorter (med Undtagelse af Ask) sejgere end de haarde. Grenene er sejgere end Stammetræet. Sejgheden kommer især i Betragtning ved al Slags Flette- og Bindemateriale. Splinttræ af fedt Fyrretræ, som er vokset paa tør Jordbund og tørret ved Afbarkning paa Roden, skal ogsaa besidde en meget høj Grad af Sejghed. Ved Opvarmning i fugtig; Tilstand, f. Eks. ved Damp- kogning, bliver Bøjningsevnen betydelig befordret. Bliver det saäledes bøjede Træ ved Spændekraft holdt i denne Stilling og tørret, hærder Træet igen og be- holder den een Gang indtagne Form. Man kan ogsaa ved Belastning tvinge Træet i en vis Form; men den først omtalte Maade er at foretrække. Anvendelse heraf finder Sted, naar det store Skibstømmer skal krummes, men ogsaa i det mindre af Maskinarbejdere og Karetmagere. g. Spaltningsevne. Træets Spaltningsevne er i høj Grad betinget af Teksturen. Selvfølgelig kan der kun være Tale om at kløve Træ efter Fibrene; men her er der atter 2 Hovedretninger: radialt, efter Spejlene, eller tangent ialt til Aarringene, efter Rundingen. Man regner, at der kræves ’/3—1/2 Gang mere Kraft til at spalte Træet i den sidste Retning end i den første. Træ, som er vokset paa en tør Jordbund og er meget bredringet, samt meget tørt Træ og saadant, som er fældet i Safttiden, spalter lettest, hvorimod det, som er fældet om Vinteren, samt smalringet, frossent, grønt og meget grenet Træ, saa-