Fra Det Underjordiske København
Geologiske Og Historiske Undersøgelser

ligste udformede i den nederste Moræne, og den øverste Moræne ligger som et nogenlunde regelmæssigt Betræk af blødt Ler der hen over. Der synes at have været et jævnt Fald i den store Lavning fra Sluserne i Kallebodstrand til det nordøstlige Udløb mellem »Stubben« og Refshalen. Naar der i denne flodlignende Fordybning er blevet en Del Morænelersholme staaende paa en længere Strækning, maa det vist hænge sammen med den nederste Morænes Bygningsforhold og maaske med, at det er Vand fra en Isrand i Køgebugt, som har endeligt udformet Fordybningen. Holmene er haarde Morænelerspartier, som har modstaaet Van- dets Magt, hvorimod Kanalerne mellem Holmene er udskaaret i Sandblokke mellem de faste Partier. De mægtige, dybt liggende »interglaciale« Sand- og Lerlag, man traf i Frihavnen, tyder paa det samme Udviklingsforhold. Hermed passer Forholdene ved Højbro ogsaa ganske godt, dels at der er et fremspringende fast Parti, det, hvorpaa Absalon-Støtten staar, og dels — henad Gl.Strand — den dybe Indskæring, som senere igen efter Istiden er bleven udfyldt med Sand, og som maaske staar i Forbindelse med en stor Sandblok under den nordvestlige Del af Byen og betinger det lette Afløb fra en Del af den ved Amagertorv. Absalons Brønd tyder jo paa, at paa Slotsholmen gaar Moræne- leret dybt. Man vilde næppe have kunnet sætte Brønden saa dybt gennem Sand paa den Tid. Hvis der nær Overfladen var Sand under Holmen, maatte Vandet i Brønden være brakt; men det er det ikke.