Om Vindforholdene 1877

14 maales med ligesaa mange Mil, som de sidste med Fod. I Fig. 3 maa AG forestille Jordoverfladen, og den rette punkterede Linie tig den øvre Grænse uf Atmosfæren, værende i Hvile, i Ligevægt; den huede Linie (il) cd efg samme Overflade, naar den ved en eller anden Aarsag er bragt i bølgeformede Ophøjninger og Sænkninger. En saadan Ulighed i Fordelingen maa da mærkes ved Jordoverfladen paa følgende Maade: Ved B maa Barometret staa tem- melig højt og højere end i de paa begge Sider til- grænsende Egne, thi Luftsøjlen 1)B er højere og altsaa tungere end de nærmest omgivende. Ved F ei Forholdet tilsvarende; ved If som befinder sig undei Bølgedalens laveste Punkt, er Barometer- standen derimod meget lav. Naar Nogen under disse Forhold forflytter sit Standpunkt henad Jord- overfladen, passerer han paa Vejen mellem B og D stadig Egne, hvor Barometret efterhaanden bliver lavere; mellem D og F derimod finder han Kvæg- sølvsøjlen i stadig Stigning. Men. Luften stræber nu, ligesom ethvert andet letbevægeligt Stof, hvis Ligevægt er blevet forstyrret, atter tilbage til Ligevægtsstillingen, den vandrette. Fra de høje Punkter over B og F flyder Luften ned mod de lavere; mellem B og D gaar Strømmen tilhøjre, mellem D og F tilvenstre — og der have vi vor første Lov: Vinden stræber fra det højere Lufttryk ned mod det lavere. Nuvel — er den almindelige Anskuelse da ikke rigtig, at en høj Barometerstand betyder stille Vejr? Ikke ganske. Her er ikke Tale om en høj Barometer-