Om Vindforholdene 1877

17 turde netop som oftest virkelig gjøre det. Den ene er Forskjellen mellem Luftens Tæthed over for- skjellige Egne. Er den ovenover Minimumspunktet D (Fig. 3) hvilende Luftsøjle tyndere end de om- givende, saa er følgelig ogsaa dens Tyngde eller dens Tryk paa Jordoverfladen i samme Grad mindre. Men samtidig er naturligvis dens Spændighed og Elasticitet mindre end Omgivelsens; den udøver paa denne en Slags Sugning eller Tiltrækning, eller, rettere sagt, den formaar ikke at modstaa dens overlegne Tryk, og Luftstrømmens Retning i denne Egn bliver saaledes netop den ovenfor beskrevne. Om nu dette kan synes at være for simpelt og for velbekjendt til overhovedet at nævnes, turde saadant ej kunne siges om den anden Aarsag til det omtalte Forhold, hvilken vi nu skulle gaa over til at omtale. Thi lidt nok paaagtes, selv af mange Meteorologer, den Omstændighed, at Luften ligesaa vel som en vandret ogsaa har en lodret, opad eller nedadgaaende Bevægelse, hvis Tilvæi’else Erfaringen mere end tilstrækkelig har bevist. Heller ikke er det svært at finde Grunden til, at dette er blevet overset: den vandrette Luftstrømning har i den Grad lagt Beslag paa vor Opmærksomhed, at vi ikke liave havt nogen tilovers for den. anden, som ikke føles saa umiddelbart og eftertrykkeligt. Stiger nu Luften over en vis Egn opad, saa bliver natur- ligvis netop paa Grund af denne Bevægelse dens Tryk paa Kvægsøl voverflad en i Barometret for- mindsket; strømmer den nedad, bliver Virkningen modsat. I de barometriske Minimumsregioner hersker B