Om Vindforholdene 1877

 43 trykkende og ubehagelig at indaande. Saa langt Øjet naar, ligger Havet blankt som et Spejl, og Solstraalernes Virkning forstærkes ved Tilbagekast- ningen herfra. Da formørkes Himlen pludselig; sorte Skyer flokke sig sammen, uden at man ser, hvorfra de komme; Uvejret bryder løs; Regnen styrter ned i Strømme; heftige Kastevinde slynge Fartøjet hid og did, men uden at føre det fremad. Skyerne forsvinde atter lige saa hurtig, som de kom, og Solen gaar klar ned, men dog er Ingen sikker ibr at faa det Samme gjentaget næste Dag. Ækvators stille Bælte er for den Søfarende omtrent det Samme som en stejl Bjergskraaning for den Rejsende tillands. Men heldigvis gives der for hin, ligesom ogsaa i Reglen for denne, Pas, hvor man med mindre Møje og Fare kan slippe over. Spørgsmaalet om det letteste Punkt at «skjære Linien» paa, har i langsommelige Tider udgjort et Emne for de Søkyndiges Forskninger. Og saasnart den Rejsende har overskredet denne Grænse, ere hans Grjenvordigheder saa godt som forsvundne. En frisk Sydostvind fylder nu hans Sejl; Synet af den blaa Himmel, over hvilken lette Fjederskyer hist og her ile frem, forjager den uimodstaaelige Døsig- hed, som i de foregaaende Dage tyngede paa Sindet; den regelmæssige Bevægelse af de mørkeblaa Bølger med deres hvide Skum, hvorigjennem Skarer af Flyvefisk fare frem, danner et af de mest oplivende Skuespil. Han befinder sig nu indenfor S.O.-Pas- satens Omraade. Om disse to Vindes Retning, Omraade og Flyt-