Det Menneskelige Stemmeorgan

10 eller Resonnantsrum, men der bliver let noget tørt og koldt ved den Tone, der kastes tilbage fra dets Vægge; man faar et Ekko eller en Gjenlyd. af sin Stemme, naar man taler eller synger ind deri — man kunde kalde det et mekanisk Svar — saaledes som vi Alle kjende det f. Ex. fra Tale eller Sang i en hvælvet Stenbygning med glatte Vægge. Saasnart et Rums Vægge, f. Ex. Violinkassens, der svinge med ved Strygning paa Strengen, ere efter- givelige, kommer der strax et andet Liv i Tonen, og i jo højere Grad saadant er Tilfælde i desto højere Grad vil Tonen kunne forandres; selvfølgelig maa der en vis Spænding til. Saadanne Egenskaber ere netop de omtalte Hul- rum i Besiddelse af; men dertil kommer for nogles Vedkommende, Svælgets og Mundhulens, en Evne til at antage højst forskjellige Former, der atter influere højst forskjellig paa den i dem inddrevne Luftmasse. Den fra Lungerne uddrevne Luft, der har sat Stemme- baandene i Svingning og fremkaldt Tonen, blandes med den i Hulrummene indeholdte Luft og forstærkes derved; det er derved at Tonen faar Liv, Klangfarve, Timbre, der atter er afhængig af den Størrelse, som vedkommende Resonnantsrum har i det givne Øjeblik. Man behøver blot at synge med lukket, halvaaben eller aaben Mund for strax at bemærke den store Forskjel i Tonens Klang. Hovedbetingelsen for den hørlige, levende og naturlige Tale og Sang er den, at Luften frit strømmer