Det Menneskelige Stemmeorgan

18 man synger eller taler, for strax at mærke, hvorledes det hele lille Parti svinger ved Tonedannelsen og erkjende den Forskjel i Svingningernes Styrke, der finder Sted ved Frembringelsen af høje og dybe Toner; tillige føler man tydelig, hvorledes selve Strubehovedet bevæger sig opad og nedad, idet det løftes naar man synger en høj og sænkes naar man synger en dyb Tone. Disse Bevægelser ere ogsaa, synlige, særlig hvor Adamsæblet er fremstaaende. Vi skulle nu omtale det sidste Punkt, Resormants- rummene, hvis store Betydning ovenfor er fremhævet. Der er ovenfor sagt, at det kun. er ved dem at Tonen faar sin Klang, Farve, Timbre eller hvad man vil kalde det. For at dette kan ske, maa der imidlertid ud- fbrdres visse Betingelser. Vi kunne her gjenkalde os, hvad der ovenfor er bleven. berørt. Frembringe vi en Tone og lade den lyde ind i et Rum med stive, ueftergivelige Vægge, modtager vort Øre ganske vist et Svar, der kan være afdæmpet eller højlydt, endog forstærket, alt efter Rummets Størrelse og Beklædning; men Svaret bliver ekko- agtigt, mekanisk, dødt. For at der skal kunne komme Liv deri — bortset fra det Liv eller den Sjæl, den Talende eller Syngende formaar at lægge i sin Tale eller Sang — maa det Rum, der skal tjene os til Sangbund vel være spændt til en vis Grad, men maa kunne give efter, besidde Elasticitet og være i Stand til umærke- ligt at kunne omformes og det i et Nu og med