Universets Undere
1. Bind

20 UNIVERSETS UNDERE og naar selv saa store og kraftige Insekter som Guldsmedene kan fanges og fast- holdes af Solduggens Blade, saaledes som et af vore Billeder viser, hvorledes skal det da gaa med Smaadyr som Fluer, Myg og Myrer, naar de kommer til at hænge paa Limpinden. — Hvad der foregaar, vil enhver let kunne overtyde sig om, naar han en Sommerdag slaar sig ned ved nogle Mostuer, hvori Soldug vokser. En Myre kommer travlt løbende hen over Mosset og ud ad en af de tynde Bladstilke, ind- til den naar den gæstfrit udbredte Bladplade med de blinkende Draaber. Pludselig føler den sig hængende fast ved en af dem; den søger at gøre sig fri; men jo mere den bruger Benene og sine Fø- ET SOLDUG-BLAD, FORSTØRRET. En Myre er fanget af de yderste Randhaar, som nu bøjer sig og skyder Byttet ind mod Bladets Midte. lere, og jo stærkere den vrider sin arme Krop, desto flere Slim- draaber klæber sig til den; dens Aandehuller tilstoppes, og en voldsom Kamp for Livet begyn- der. Samtidig pirres Bladets Kir- telhaar; deres Slimudskillelse ta- ger til, og, hvad der er mere ej- endommeligt, Fanghaarene be- gynder langsomt at krumme sig ind mod Bladets Midte og at skubbe Byttet indefter. Denne Bevægelse ses paa hosstaaende forstørrede Fotografi. Men ikke nok hermed: det er ikke alene de Fanghaar, hvormed Myren er kommen i direkte Berøring, der deltager i Fangsten; ogsaa deres Naboer slutter sig efter- haanden til dem, først de nær- meste, derefter de fjernere sid- dende; alle krummer de Hoved- erne ind over Byttet, dækkende det med deres Slim, medens sam- tidig selve Bladpladen hvælver sig sammen og danner en Grube, i hvis Bund Myren nu ligger kvalt. Hermed slutter første Akt af Tragedien, Byttets Drab. Nu følger dets Fortæring, og Kirtelhaarene skifter Rolle; fra at være Fangstredskaber bliver de Ernæringsorganer; den Vædske, deres Ho- veder nu begynder at udskille, indeholder de samme Stoffer som vor Mavesaft og virker ved Hjælp af Syre og æggehvidespaltende Ferment saa opløsende paa In- sektliget, at dets fordøjelige Dele efterhaanden kan indsuges gennem Kirtelhaarenes Hoveder — og Planten faar sin Kvælstof-Hunger mættet! Naar Maaltidet er forbi, ligger kun de uopløselige, haarde Hudrester af Legemet tilbage som værdiløse Lev- ninger. Dem gælder det imidlertid om at faa bort; ellers vilde de jo efterhaanden dynge sig saadan op, at Fanghaarenes frie Bevægelser hindredes. Overordentlig hensigtsmæssigt er det da, at disse Haar efter hvert tilendebragt Maaltid hviler en Tid lang og standser deres Kirtelvirksomhed. Bladpladen bliver tør, fri for Slim,