Universets Undere
1. Bind

Forfatter: J.O BØVING-PETERSEN

År: 1914

Forlag: GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG

Sted: KØBENHAVN OG KRISTIANIA

Sider: 522

UDK: 5 (02)

Populær Fremstilling efter det engelske Ori-

ginalværk ved J. O. BØVING-PETERSEN. Med

mange Illustrationer og farvetrykte Tavler

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 554 Forrige Næste
FRA MAANENS VERDEN 85 ning, omgivet af en høj Ringvold. De største Dan- nelser af denne Art maa naturligvis være de æld- ste, eftersom Luftarter- nes Spænding da var stærkest, men efterhaan- den formindskedes. Den vældige Udstrækning, mange af disse Bjerggry- der har, og deres Randes ofte mægtige Højde vi- ser, hvilke uhyre Kræf- ter, der var virksomme i Maaneklodens ældste Tider. Saaledes har Tychos gabende Krater- svælg et Tværmaal af omtrent 82 Kilometer, og dets Vægge naar en Høj de af over 6000 Meter. Kra- terringen Clavius er end- og 220 Kilometer bred og er endnu højere end Tycho. Det paa Side 80 afbildede Kraterbjerg Kopernikus har et Tvær- maal af 90 Kilometer og er 4500 Meter højt. Mange afMaanebjergenesToppe er højere end Montblanc, og Kæmpen imellem dem, Curtius, kan maale sig med Jordens højeste Bjerg, Mount Everest. En mærkelig Ejendommelig- hed ved Maane-Ringbjer- gene er det, at den af Ringvolden omsluttede Dalgrydes Bund altid lig- ger meget dybere end Landet udenom Bjerg- ringen. At Krater bjergene skul- de være af sædvanlig vulkansk Oprindelse, la- der sig ikke godt tænke, thi deres Omgivelser be- HVOR DAG OG NAT MØDES. Ved »Belysningsgrænsen« ses Maaneoverfladens Enkeltheder særlig; tydeligt, fordi Skyg- gerne da stærkest markerer Højder og Sænkninger.