Universets Undere
1. Bind
Forfatter: J.O BØVING-PETERSEN
År: 1914
Forlag: GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG
Sted: KØBENHAVN OG KRISTIANIA
Sider: 522
UDK: 5 (02)
Populær Fremstilling efter det engelske Ori-
ginalværk ved J. O. BØVING-PETERSEN. Med
mange Illustrationer og farvetrykte Tavler
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
FRA MAANENS VERDEN
85
ning, omgivet af en høj
Ringvold. De største Dan-
nelser af denne Art maa
naturligvis være de æld-
ste, eftersom Luftarter-
nes Spænding da var
stærkest, men efterhaan-
den formindskedes. Den
vældige Udstrækning,
mange af disse Bjerggry-
der har, og deres Randes
ofte mægtige Højde vi-
ser, hvilke uhyre Kræf-
ter, der var virksomme
i Maaneklodens ældste
Tider. Saaledes har
Tychos gabende Krater-
svælg et Tværmaal af
omtrent 82 Kilometer, og
dets Vægge naar en Høj de
af over 6000 Meter. Kra-
terringen Clavius er end-
og 220 Kilometer bred og
er endnu højere end
Tycho. Det paa Side 80
afbildede Kraterbjerg
Kopernikus har et Tvær-
maal af 90 Kilometer og
er 4500 Meter højt. Mange
afMaanebjergenesToppe
er højere end Montblanc,
og Kæmpen imellem
dem, Curtius, kan maale
sig med Jordens højeste
Bjerg, Mount Everest. En
mærkelig Ejendommelig-
hed ved Maane-Ringbjer-
gene er det, at den af
Ringvolden omsluttede
Dalgrydes Bund altid lig-
ger meget dybere end
Landet udenom Bjerg-
ringen.
At Krater bjergene skul-
de være af sædvanlig
vulkansk Oprindelse, la-
der sig ikke godt tænke,
thi deres Omgivelser be-
HVOR DAG OG NAT MØDES.
Ved »Belysningsgrænsen« ses Maaneoverfladens Enkeltheder særlig; tydeligt, fordi Skyg-
gerne da stærkest markerer Højder og Sænkninger.