Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende
Forfatter: C. Christensen
År: 1832
Serie: Syvende stykke
Forlag: Trykt hos J. D. Qvist i det Christensenske Officin
Sted: Kjöbenhavn
Sider: 153
UDK: TB 908(489) Bid
Foranstaltet, efter Kongelig Befaling, ved Landhuusholdningsselskabet.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
117
Hollænderie og Skæferie. Det maatte være et sært Aar, ar
alle tre Productioner ganfle skulde tabe sig."
Ved Hovedgaarden Sohngaardsholm havdes nyligen et siin-
uldct Skæferie, omtrent 100 Stkr., men som den nuværende
Ejer af Gaarden ikke fandt Regning ved nt beholde. Den
samme Skjebne har de fleste Steder efterhaanden rammet det
Afkom, som var fremelsket ved Anskaffelse af Væddere, enten
fra de Kongelige Skæferier eller fra Skoeferiet paa Vildmose--
gaard, efterdi Ulden manglede Afsætning, eller ogsaa paa
Grund af, at man ikke hidtil har forstaaet at anvende Samme
til eget Brug. — Det antages forovrigt almindeligt, nt den in-
denlandske Faarestamme, siden Udskiftningerne, har forbedrer
sig, da man efter den Tid har umaget sig for at skaffe Væddere
af cedlere Racer. Den saakaldte fcmerske Race sindes temmelig
udbredt i Kjær, Flestum, Hellum, den ostlige Deel af Hor-
num og Slet Herreder, samt den ostlige Grændse af Hindstcd
Herred, hvorimod i den øvrige Deel af Amtet, hvor Lyngen
frodigen trives, den oprindelige korkhalede raguldede Hcderace er
den,herskende. Bonden holder i disse Egne et storre Antal end
hist, og betragter Faarct som det vigtigste blandt sine Huusdyr.
Naar 12 til 16 Faar paa en Bondegaard i de bedre Egne kan
ansees som almindeligt, stiger Antallet her til 30—50 Stkr.,
men som, saavel i Størrelse som i Henseende til Uldens Gvdhed
og Mængde, nodvendigen maae ftaae tilbage, saalcenge Samme
den meste Tid af Aaret skulle soge Underholdning paa Hederne.
Koruden hvad der af det hidtil sagte kan stjonncs at siaae i
Vejen for Racernes Forædling, er det ogsaa en vigtig Hindring,
at losgaaende Væddere til enhver Tid, naar der ikke tojres eller
vogtes, — hvilket almindcligviis kun finder Sted om Somme,
ren indtil Hosten er endt — strejfe omkring, hvorved det næsten
bliver umuligt for Nogen at fremelske en Race, der bclydeligen
skulde hæve sig over ben almindelige. Hertil virker Forordningen
af 24 September 1813 ej heller kraftigt nok, da Ejeren af
losgaaende Væddere i værste Fald, naar han nemlig ikke vil be-
qvemme sig ril at lade det optagne Dyr gilde, ikke staacr storre
Risiko citb den, der for et enkelt opbragt Faar kan mulcteres
efter Forordn, af 9 Juli 1817, hvorimod hiin endog for en i