Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

117 Hollænderie og Skæferie. Det maatte være et sært Aar, ar alle tre Productioner ganfle skulde tabe sig." Ved Hovedgaarden Sohngaardsholm havdes nyligen et siin- uldct Skæferie, omtrent 100 Stkr., men som den nuværende Ejer af Gaarden ikke fandt Regning ved nt beholde. Den samme Skjebne har de fleste Steder efterhaanden rammet det Afkom, som var fremelsket ved Anskaffelse af Væddere, enten fra de Kongelige Skæferier eller fra Skoeferiet paa Vildmose-- gaard, efterdi Ulden manglede Afsætning, eller ogsaa paa Grund af, at man ikke hidtil har forstaaet at anvende Samme til eget Brug. — Det antages forovrigt almindeligt, nt den in- denlandske Faarestamme, siden Udskiftningerne, har forbedrer sig, da man efter den Tid har umaget sig for at skaffe Væddere af cedlere Racer. Den saakaldte fcmerske Race sindes temmelig udbredt i Kjær, Flestum, Hellum, den ostlige Deel af Hor- num og Slet Herreder, samt den ostlige Grændse af Hindstcd Herred, hvorimod i den øvrige Deel af Amtet, hvor Lyngen frodigen trives, den oprindelige korkhalede raguldede Hcderace er den,herskende. Bonden holder i disse Egne et storre Antal end hist, og betragter Faarct som det vigtigste blandt sine Huusdyr. Naar 12 til 16 Faar paa en Bondegaard i de bedre Egne kan ansees som almindeligt, stiger Antallet her til 30—50 Stkr., men som, saavel i Størrelse som i Henseende til Uldens Gvdhed og Mængde, nodvendigen maae ftaae tilbage, saalcenge Samme den meste Tid af Aaret skulle soge Underholdning paa Hederne. Koruden hvad der af det hidtil sagte kan stjonncs at siaae i Vejen for Racernes Forædling, er det ogsaa en vigtig Hindring, at losgaaende Væddere til enhver Tid, naar der ikke tojres eller vogtes, — hvilket almindcligviis kun finder Sted om Somme, ren indtil Hosten er endt — strejfe omkring, hvorved det næsten bliver umuligt for Nogen at fremelske en Race, der bclydeligen skulde hæve sig over ben almindelige. Hertil virker Forordningen af 24 September 1813 ej heller kraftigt nok, da Ejeren af losgaaende Væddere i værste Fald, naar han nemlig ikke vil be- qvemme sig ril at lade det optagne Dyr gilde, ikke staacr storre Risiko citb den, der for et enkelt opbragt Faar kan mulcteres efter Forordn, af 9 Juli 1817, hvorimod hiin endog for en i